Danmark – Finland 2-2

Frankrig og Aserbajdsjan ligger side om side med 13 point inden sidste runde i Hold EM i polen. Sidste runde spilles søndag kl. 11.00.

 

Holdleder Lrs Schandorff skriver fra Warszawa.

 

Af Lars Schandorff

Uafgjort igen
Danmark – Finland 2-2
GM Sune Berg Hansen – GM Tomi Nyback ½ – ½
IM Jakob Vang Glud – IM Vilka Spila 0 – 1
GM Allan Stig Rasmussen – IM Mikael Agopov 1 – 0
IM Mads Andersen – FM Daniel Ebeling ½ – ½

Danmark fortsatte den nordiske cyklus ved EM i Warszawa. I niende runde var vi oppe imod Finland. Det lignede umiddelbart en god parring.

Finland har selvfølgelig Tomi Nybäck, men ham neutraliserede Sune let på bræt 1. Faktisk var det Sune, der længe pressede uden, at der dog skete det store. Remis.

Finnerne spiller sjældent det mest positionelt helstøbte skak, og derfor ligger de generelt godt til den danske teknik. Glud blev udsat for 1.a3. Det siges, at hans modstander har spillet alle 20 lovlige førstetræk! Ret hurtigt blev det dog en rimelig normal stilling. Det så i hvert fald meget lige ud, men pludselig kunne hvid starte en stor offensiv på kongefløjen, som danskeren havde undervurderet. Finnen fik brudt det hele op, og angrebet skar igennem.

 

dk finland

GM Allan Stig Rasmussen (foto: Lars Schandorff)

Allan fik en giftig forberedelse ind, nemlig h4 mod Grunfeld: 1.d4 Sf6 2.c4 g6 3.Sc3 d5 4.Sf3 Lg7 5.h4!?

Trækket er blevet spillet en del i år, blandt andet blev Carlsen udsat for det i Kandidatturneringen, men Agopov havde tydeligvis ikke styr på det. Allerede efter 12 træk førte hvid med en bonde … og havde angreb! Allan afsluttede i stor stil. Et lækkert træk var 20.Th3! Det truer blandt andet Dh2. D6-bonden forhindrer jo sorts konge i at stikke af.

I det sidste parti var det unge finske talent forberedt til tænderne. Mads fortsatte sit Fransk-eventyr, og det er jo altid farligt, når modstanderen har computer til at forberede sig med. Heldigvis var Mads ligeså godt forberedt. I træk 10 lavede Mads en nyhed.

 

Derefter fulgte en lang, skarp taktisk sekvens, der endte 10 træk senere med at sort havde givet en officer for to bønder men med masser af kompensation. Begge blitzede helt frem til den stilling. Lidt dumt af hvid, synes jeg, fordi hans stilling er meget vanskelig at spille lige præcis der. Ellers skulle han have haft nogle flere træk med! Få træk senere kunne sort have fået nærmest afgørende fordel. Mads fandt noget andet, der vandt yderligere en bonde og lidt senere endnu en, så han havde fire bønder for en løber. Uheldigvis var de både svage og blokerede, så stillingen var i balance og endte da også remis.

Facit: Endnu en uafgjort! Og endnu en gang i underkanten i forhold til vores stillinger, men trods alt ikke så slemt som mod Litauen.

Lars Schandorff


Danmark møder i sidste runde Wales.

Resterende program:
9. runde søndag den 17. november kl. 11.00

Hjemmeside: etcc2013.com

GM Davor Palo skriver på sin egen blog om turneringen: www.davorpalo.com