Ved Ungdoms VM i Batumi er der fridag i dag tirsdag. Tavs Bjerre skriver til skak.dk om turneringen med fokus på alt der foregår udenfor de 64 felter i turneringssalen, når man er 12 dage i Georgien:
Jonas ligger efter 6 runder på en 10. plads med 4½. Spillet har gennemgående været fint, men der har været fejl, som heldigvis ikke alle er blevet straffet, både i åbningsspillet og midtspillet. Det er en meget hård og lang turnering (11 runder!), og der er rigtig mange der spiller utrolig godt uanset ratingtal. På en foreløbig 4. plads med 5 point ligger fx en kineser med bare 1860 i rating. Hvor Jonas ender, er umuligt at sige. Vi har ingen bestemte forventninger eller mål, han skal bare spille så godt han nu kan, og så lære noget. Inderen Praggnanandhaa virker indtil videre som i en klasse for sig, men lad os nu se, han kan vel også lave fejl.
Jonas Bjerre før starten af runde 5 mod verdens yngste IM Praggnanandhaa fra Indien. Foto: Anne Bjerre
Vi fløj til Istanbul og tilbragte en lang nat på bænke i afgangshallen inden vi fløj videre til Batumi. Men så undgik vi til gengæld den lange bustur fra Trabzon til Batumi som vi var ude på for to år siden. Flyet var overbooket, så der var store diskussioner mellem fortvivlede skakforældre og personalet. Vi snakkede med en russisk-amerikansk familie, hvis 12-årige datter havde fået plads mens forældrene og lillesøsteren var på stand-by. Men på den ene eller anden måde nåede vist alle frem.
Batumi har en lang strandpromenade ud til Sortehavet. Arkitekturen er en spændende blanding af smukke, men nedslidte huse fra forrige århundredskifte, betonkasser fra kommunisttiden og meget store, fantasifulde og prestigiøse, men ikke nødvendigvis smukke moderne bygninger.
Da vi var her for to år siden, var maden under al kritik, det ringeste vi nogen sinde har oplevet til et stævne. Morgenmaden spiser vi på det femstjernede hotel, den er der ikke noget at udsætte på, men frokost og aftensmad får vi på en nærliggende restaurant, og vi var noget bekymrede da vi så at vi skulle spise samme sted igen. Men standarden har faktisk været ok.
Vejret har været meget skiftende, enkelte dage har været næsten sommerlige, men i dag – på hviledagen – er det blæst og øsende regn der er på programmet.
Vi står normalt op kl. 8-9, Georgien er jo to timer foran Danmark. Efter en god morgenmad forbereder vi en times tid, så tager vi en tur i den indendørs swimmingpool, så lidt mere forberedelse, og så går vi til frokost. På strandpromenaden på vej derhen får Jonas som regel fanget et par eksotiske Pokemons.
Efter frokost evt. en sidste afpudsning af forberedelserne og ellers bare afslapning til runden starter kl. 15. Jonas har været live hver gang, og det er både godt og skidt. Det er jo spændende at følge med, men svært at koncentrere sig om noget som helst andet mens man bævende venter på næste træk. Efter runden er der aftensmad, kort snak om partiet, et afsnit af Matador som Jonas er meget optaget af, et kort kig på næste dags modstander, og så i seng med Jonas.
Link til hjemmesiden: http://www.e2e4.ge/
Link til live i U12: HER
Link til resultater for Jonas i U12: HER