Alkaloid vandt Europa Cuppen

  • Post author:

Holdet Alkaloid med Ding Liren, Andreikin, Eljanov, Jakovenko, Yu Yangyi, Kryvoruchko, Nedev og Pancevski vandt Europa Cuppen i Novi Sad i Serbien. Med 5 sejre og 2 uafgjorte matcher var holdet et enkelt matchpoint foran Mednyi Vsadnik der fik sølv og SHSM Legacy Square Moscow der fik bronze.

 

Bedst placerede danske hold blev Brønshøj Skakforening på plads 30 (seedet 50) af de 62 startende hold med 7 matchpoint. Den nyudnævnte IM Jakob Aabling Thomsen imponerede på topbrættet med at være et helt point over forventet score.

 

 

Solid præstation af IM Jakob Aabling Thomsen på bræt 1. Foto: Fra Facebook

 

Skakklubben Nordkalotten endte som nummer 39, mens Skanderborg Skakklub blev nummer 50. Se alle de danske resultater: HER

 

Martin Percivaldi stillede op for det makedonske hold Gambit ASSECO og scorede 50%, hvilket var et halvt point over forventet score. I runde 5 burde Martin have holdt remis mod GM Richard Rapport (2730), men en stor fejl i et helt lige slutspil med dronninger på brættet gav et ærgerligt nederlag. 

 

I kvinderækken vandt favoritterne fra Cercle d’Echecs Monte-Carlo suverænt turneringen ved at vinde alle 7 matcher. På topbrættet vandt Hou Yifan alle sine partier. Nummer to blev de seneste to års vindere fra NONA Batumi. 

 

Turneringens hjemmeside: http://euroclubcup2016.com/

  

  

Sideløbende med Europa Cuppen spilles Serbian Open Chess Championship 2016. Her deltager Mogens Thuesen, Jan Nordenbæk og Lars Kjøller Nilsson i feltet på de 86 deltagere. Før sidste runde i dag søndag har Mogens og Jan 4/8 og Lars 3/8, hvilket er nogenlunde forventet score.

 

Se mere om denne turnering HER