Kandidater til FU

På delegeretmødet 2018 i Svendborg skal der efter vedtægterne vælges 3 medlemmer til forretningsudvalget. 

 

Unionens mangeårige kasserer René Baarup-Christensen synes at 10 år er en passende indsats at se tilbage på, og det er jo svært at argumentere imod, så han modtager ikke genvalg.

Peter Willer Svendsen ønsker efter 3 år i FU at overlade pladsen til nye kræfter, og modtager heller ikke genvalg.

Forretningsudvalgets sekretær Aage Dalstrup Olsen er også på valg, og villig til genvalg.

 

Forretningsudvalgets kandidater er:

Kasserer: Tom Petri Petersen som allerede er medlem af FU foreslås som kasserer.

Der foreslås genvalg af Aage Dalstrup Olsen. Til de 2 ledige poster foreslås Bernhard W. Sørensen fra Hillerød Skakklub og Arild Rimestad som er Enkeltmedlem.

 

De 2 nye kandidater har sendt nedenstående korte præsentationer af dem selv.

 

Foruden FUs kandidater kan andre naturligvis også stille op til posterne, og man kan naturligvis også få adgang til at præsentere sig selv via skak.dk, hvis man ønsker det. Henvendelse herom til nyhedsredaktionen på mailadressen nyhed@skak.dk eller til undertegnede på formand@skak.dk.

 

På forretningsudvalgets vegne

Poul Jacobsen

 

Mit navn er Bernhard W. Sørensen og jeg er 55 år. Jeg bor i Hillerød og er medlem af Hillerød Skakklub.

 

Da jeg var 7 år lærte jeg reglerne og sammen med min storebror startede vi i Gentofte Skakklub, som nu desværre er lukket. Efter kort tid opgav jeg at spille der, bl.a. pga. de dårlige tilgængeligheds-forhold i Kildeskovshallen. Som 16-årig startede jeg igen, denne gang i LVS som havde klubaftener i Lyngby storcenter. Da jeg senere gik mere op i handicapidræt og stiftede familie, blev skakken lagt på hylden og først genoptaget i 2011 da jeg meldte mig ind i Hillerød Skakklub.

 

DSU bør arbejde for både bredden og eliten. Selv hører jeg til bredden og for mig er det vigtigt, at ALLE skakspillere har mulighed for at kunne spille skak hvor som helst. For nogle år siden var jeg med til at påvirke turneringssystemet til at markere om en turnering var tilgængelig (for kørestolsbrugere) eller ej. Et kæmpeskridt i den rigtige retning for mig. Næste skridt er så at hjælpe klubberne med at gøre lokalerne tilgængelige og det er en udfordring, men der er muligheder.

 

Min holdning er at eliten er vigtig for alle, selvom man ikke tilhører den. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at Danmark (og DSU) bør stræbe efter at stille med det stærkeste landshold til holdturneringer såsom VM, OL og EM. Det ser ikke ud til at det er en nem målsætning, når man ser tilbage igennem tiden og historien, men jeg vil kigge på det med helt friske øjne og ønsker kun at se fremad.

 

Skak er af stor underholdningsværdi for mig og jeg nyder især at spille turneringer, hvad enten det er i lokalområdet, i det ganske land eller i udlandet – så da jeg blev spurgt om jeg ville hjælpe til i DSU, tænkte jeg at så længe det ikke går ud over min egen skak, så vil jeg da gerne give en hånd med, hvis man mener jeg kan bidrage med noget positivt.

 

bernhard

Bernhard W. Sørensen. Privatfoto

 

Mit navn er Arild Rimestad, jeg er 51 år og bor i Brøndbyvester.

Jeg var 4 år da jeg lærte at spille skak og 6 år da jeg stoppede igen; grunden var den ringe modtagelse i den lokale skakklub på Vestegnen. Som 14-årig genoptog jeg skakken og blev medlem af skakklubben i Tórshavn. Tre år senere startede jeg på gymnasiet i Solrød og var medlem af skakklubben der i et år. Efter to år i Høng, kom jeg til København og blev sidenhen medlem af Skakforeningen Føroyar, som havde set dagens lys i mellemtiden. Jeg forblev medlem i 20 år indtil klubben måtte lukke og jeg har været klubløs siden.

Jeg blev organisatorisk aktiv i starten af 90’erne, hvor jeg fik min TL-licens og senere blev international dommer, blev bestyrelsesmedlem og senere formand for SF Føroyar, formand for firmaskakklubben IBBH, juniorleder i Københavns Skak Union og formand for Nordisk Skakforbund. Jeg var aktiv skakspiller i 20 år frem til 2006. Siden da har jeg mest været aktiv dommer på den internationale arena.

Jeg er klar til at gøre en indsats for dansk skak. Jeg takker for forespørgslen og at man mener, at jeg kan bidrage positivt på diverse fronter.

Ungdomsskakken skal gøres mere synlig og stå stærkere rundt omkring i landet. Kvaliteten og aktiviteten skal have et løft. Et fornuftigt samarbejde med Dansk Skoleskak vil være gavnligt.

Breddeskakken skal endnu mere ud til folket, på mange/forskellige måder. Et samarbejde med herrerne bag Outray Chess er oplagt. Der er mange potentielle skakspillere og tidligere medlemmer derude.

Kvindeskakken gør det godt for tiden og det bør naturligvis fortsætte, så endnu flere piger og kvinder vælger skakken. Jeg ønsker, at en stor og årlig tilbagevendende ”[Sponsor] International Open for Women” ser dagens lys.

Jeg vil desuden, så vidt muligt, være behjælpelig på andre punkter, såsom med regler og dommeruddannelsen m.m.

Jeg ser frem til, at få lov til at arbejde med disse emner og samarbejde med de involverede parter på en positiv og ordentlig måde, til gavn for dansk skak og forhåbentlig med et øget medlemstal til følge.

 

God påske og et godt skakår til alle!

 

arild
Arild Rimestad. Privatfoto.