Kampskak i Århus

WFM Louise Fredericia fører WIM-turneringen i Chess House med 3 af 3 et halvt point foran WGM Evgeniya Doluhanova.

Kravet til en WIM-norm er 6½ point. Louise Fredericia har i forvejen en WIM-norm fra OL i Bled 2002 i bagagen.

WIM-gruppen har udvist stor kampvilje og kun 2 af de 15 partier er endt remis. Se stillingen i WIM-gruppen her.


WFM Louise Fredericia (foto: thv)

Den sideløbende IM-turnering føres af FM David Eggleston fra England med 2½ point foran tre spillere med 2 point. Eggleston, der har en frisk IM-norm fra London i juni 2012, skal score 3½ af de sidste 6 partier for at opnå sin anden IM-norm. Se stillingen i IM-gruppen her.

Jackie Andersen, der har spillet 8. runde mod Torben Kyhl forud, ligger godt til at score sin sidste IM-norm. Hos FIDE er Andersen registreret for en norm i Peer Gynt International 1994 på Gausdal og en fra Chess House IM 2010. Han har imidlertid også en gammel IM-norm fra Pinsk i Hviderusland for omkring 18 år siden, der aldrig er kommet til FIDEs kendskab og som det ikke siden har været muligt at få godkendt. Kravet for Jackie Andersen er 3 point i de 5 partier, som han mangler.

De næste fem runder spilles tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag kl. 16.00, mens sidste runde spilles søndag kl. 10.00.

Partierne kan følges via live-dækningen, men tilskuere er selvfølgelig meget velkomne på adressen: Chess House, Katrinebjergvej 111 A, 8200 Århus N.

Live med chat: www.liveskak.dk/2012/im-wim/
Live uden chat: www.liveskak.dk/2012/im-wim/index-uden-chat.htm

Hjemmeside: www.chesshouse.dk