You are currently viewing Flot kamprunde skyder DM i gang

Flot kamprunde skyder DM i gang

Dansk Skak Unions formand Poul Jacobsen bød velkommen og gav ordet til Svendborgs borgmester Bo Hansen, der bl.a. fortalte, at det var niende gang, at han bød velkommen til DM i skak i Svendborg og at det var 11. gang at Hotel Svendborg lagde lokaler til stævnet.

Svendborgs borgmester Bo Hansen spillede 1. e4 på vegne af GM Sune Berg Hansen. Foto: Thomas Vestergård

Første runde lover rigtig godt for årets Landsholdsklasse – fight over hele linjen og fire sejre til hvid. Kun et enkelt parti blev remis, og det først efter 75 træk.

Første afgjorte parti var partiet mellem Landsholdsklassens to ældste spillere IM Kim Pilgaard (2355) på 59 år og IM Nikolaj Borge (2367) på 55 år. I kommentatorlokalet bemærkede Rasmus Skytte, at det var opløftende, at de to ældste spillede det mest ungdommelige og skarpe skak. Borges 13. -, fxe4 var næppe godt, derefter udbyggede Pilgaard fordelen og vandt efter 36. træk. En fin start for Kim Pilgaard, der også sidste år startede godt, for så at tabe de sidste fire partier.

IM Kim Pilgaard, Brønshøj – IM Nikolaj Borge, Hillerød 1 – 0. Foto: Thomas Vestergård

Filip Boe Olsen spillede et fint parti mod forhåndsfavoritten GM Boris Chatalbashev. Filip havde det meste af tiden en meget behagelig stilling, der i følge ham selv ikke var svær at spille. Boris Chatalbashev kunne måske have holdt stillingen undervejs, men det var meget svært at skulle finde det korrekte træk hver gang. Filips fordel blev afgørende efter 41. -, Kd7 og 1 – 0 efter 52. træk.

IM Filip Boe Olsen – GM Boris Chatalbashev 1 – 0. Foto: Thomas Vestergård

Overraskende nok var dagens parti mellem GM Sune Berg Hansen og FM Jens Ramsdals deres første indbyrdes opgør. Ramsdal tabte/ofrede en bonde i træk 14 og derefter måtte han forsøge at forsvare sig resten af partiet. Stormesteren vaklede dog ikke og vandt sikkert i 55 træk.

GM Sune Berg Hansen – jagter sin 8. DM-titel. Foto: Thomas Vestergård

Feltets to yngste spillere FM Vitus Bondo Medhus – 16 år – og FM Casper Yukun Liu – 20 år – mødtes i første runde. Hvid kom bedst ud af åbningen, og fik en behagelig fordel. Omkring tidskontrollen var der et par unøjagtigheder fra begge sider, men det var først 45. – Kb8, der var den afgørende fejl. Vitus Bondo Medhus kan færdiggøre sin IM-titel ved DM. Det kræver at han scorer 5½ af 9. Dagens parti var en fin start.

Vitus Bondo Medhus – Casper Yukun Liu 1 – 0. Foto: Thomas Vestergård

Dagens klart længste parti stod mellem IM Viktor Haarmark Nielsen (2389) og GM Bjørn Møller Ochsner (2461). Bjørn stod efter de første 20 træk meget behageligt, og i kommentatorlokalet var man sikker på, at stormesteren nok skulle vinde i længden. Viktor Haarmark forsvarede sig dog eksemplarisk og efter Bjørns 55.- , Kc5 er fordelen næsten væk. Remis efter 75 træk.

GM Bjørn Møller Ochsner måtte nøjes med remis. Foto: Thomas Vestergård
Shanne H. Jakobsen og IM Rasmus Skytte kommenterede 1. runde. Foto: Thomas Vestergård

2. runde søndag kl. 14.00:
IM Filip Boe Olsen (2456) – IM Viktor Haarmark Nielsen (2389)
GM Boris Chatalbashev (2534) – IM Nikolaj Borge (2367)
FM Jens Albert Ramsdal (2329) – IM Kim Pilgaard (2355)
FM Casper Yukun Liu (2334) – GM Sune Berg Hansen (2498)
GM Bjørn Møller Ochsner (2461) – FM Vitus Bondo Medhus (2439

Partierne bliver vist live hos Lichess med 15 minutters forsinkelse. Følg med her.

Følg livekommenteringen her: Twitch – Youtube

Turneringstabel: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30083&groupId=14624&curtab=tour-table

Se hele indbydelsen til DM 2026 her: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30083

Se DMs hjemmeside her: https://skak-dm.dk/2026/