33 af landets bedste juniorspillere var i weekenden samlet i Odense til træningssamling.
Fra danmarksmester og ungdomslandstræner Allan Stig Rasmussen har vi modtaget nedenstående.
Af Allan Stig Rasmussen
Ungdomselitetræningssamling i Odense
Det lykkedes i sidste øjeblik at stable en træningssamling på benene i Odense i den forgangne weekend, som ellers var tæt på at blive aflyst. Den blev afviklet i Ungdomshuset, hvor skakklubben FREM normalt holder til, og lod sig såmænd også kun gøre, pga. FREM’eren Lene Kuntz’ utroligt store hjælp. Det er bestemt ikke lige til at finde de ønskede rammer, til en pris som harmonerer med budgettet. Takket være Lene blev det dog faktisk slet ikke tosset; flere forældre tilkendegav sågar, at de synes rammerne var glimrende til formålet! Jeg er langt hen ad vejen enig, men er desværre også klar over, at det trods alt næppe er en holdbar løsning fremover – selvom det ville være ønskeligt. Så forslag til velegnet og billig lokation (helst med overnatningsmulighed, køkken og undervisningslokaler til 30-50 personer) modtages glædeligt!
Der var samlet 33 af landets største talenter i alderen 8-19¬ år, samt to lokale, lidt ældre men stadig unge spillere, fordelt på tre hold, og det var dejligt at have dem alle med! Derudover var der tre hovedundervisere, i form af Jens Kristiansen, Igor Teplyi og Per Stentebjerg-Hansen, med Mads Boe og undertegnede som ’suppleanter’, og sidst, men absolut ikke mindst, små 15 forældre og Lene, der med sikker hånd styrede køkken m.v.
Der blev selvfølgelig gjort en hel del erfaringer, og planlægningen var ikke just i top (der er overraskende mange ting der skal styr på, med en samling af den størrelse, der afvikles på en sådan måde), men det gik da. Og vigtigst af alt er selvfølgelig, at de unge forhåbentlig hyggede sig med ligesindede, alt imens de fik brugt en masse tid på skak. Der blev ihf. spillet lynskak fra morgen til aften – og lidt mere end det endda!
Lørdag var der det sædvanlige afbræk med lidt sport ud på eftermiddagen, hvor fodbold ikke overraskende var vældig populært, trods det mildt sagt ustadige vejr, men også svømmehallen trak en mindre flok. Og søndag var der en lille spørgsmål-og-svar session med Mads Andersen på både hold 2 og 3, mens man på hold 1 fulgte Peter Heines parti fra World Cup’en. Derefter skulle der ryddes op, inden turen gik hjemad igen, med sandwich, frugt m.m., som flittige forældre havde klargjort.
Således kan undertegnede, efter en hel del timers hi, glæde mig over, hvor lovende det ser ud med dansk skaks ungdomselite, og hvor dejligt det er, med så mange engagerede og behjælpelige forældre, hvilket unægteligt gør, at man ikke skal være bange for at arrangere noget for de helt unge.
Og slutteligt skal der lyde en stor tak til Lene Kuntz og FREM Skakklub, som gjorde det muligt, at samlingen overhovedet kunne arrangeres!
Allan Stig Rasmussen, ungdomslandstræner