EU-mesterskabet for unge

Danmark har 5 spillere med til det niende EU-mesterskab for unge. Turneringen afholdes denne gang i Østrig.

Fra rejseleder Andreas Wiwe, har vi modtaget nedenstående beretning.

Af Andreas Wiwe
EU-mesterskaberne: ankomst og 1. runde
Efter en flyvetur, hvor delegation var delt op i to flyhold, samt folk som kom direkte fra ferie, mødtes vi i Mureck tirsdag aften, hvor turneringen skulle begynde onsdag. Desværre var der gået en anelse koks i værelsesbookingen, og pludselig stod vi med for få værelser på hotellet med næsten hele delegationen og for mange værelser på et andet hotel 1,5 km væk. Efter lidt flytten rundt og en meget fleksibel far til Charlotte (tak for det) lykkedes det at holde værelsesinddelingen, så spillerne kunne bo sammen og forældrene ved siden af.

Det er måske lige rigeligt at kalde det hoteller, for det er nok nærmere en form for pensioner vi bor på, og disse er helt booket op. Således er rejselederen eksempelvis indlogeret på et værelse, som kort tid forinden agerede som solarium. Denne var dog fjernet og i stedet står nu en seng. Dvs. det er måske nok så meget sagt, for da rejselederen endelig lagde sig i sengen efter en lang rejsedag med lidt knas, så kom der mere knas i form af, at sengens tværgående brædder forsvandt under mig, da jeg lagde mig i sengen! Så meget synes jeg da endnu ikke at veje, men brædderne er altså enormt tynde! Heldigvis var madrassen temmelig tyk, så den kunne uden videre løftes ned på gulvet, og jeg kunne fint sove der. Sengen var ikke videre beskadiget efter at brædderne igen kyndigt var placeret i sengen, men jeg tager ikke flere chancer med den seng!

Delegationen består af følgende:
U14: Rasmus Thøgersen og Freja Vangsgaard
U12: Bjarke Kristensen og Charlotte Neerdal
U8: Mads Henneberg


Rasmus, Mads, Bjarke, Freja og Charlotte (foto: Andreas Wiwe)

Derudover er vi så heldige at have besøg af Thøgersens forældre nogle dage, Charlottes familie nogle dage, Mads’ far nogle dage og herefter hans mor. Endvidere er Bjarkes far Leif med samt Charlottes far her hele perioden. Dertil kommer også, at Frejas far Claus kigger ned forbi på et tidspunkt, og så er jeg naturligvis med som delegationsleder og træner for hele flokken i hele perioden.

Forholdene hernede på hotellet er ikke helt som vil U-VM, men dog ganske fornuftige selvom hotelværelserne er en smule lydte – og min ”seng” naturligvis ikke er værd at skrive hjem om (hvilket jeg så alligevel har gjortJ).

Turneringen er ikke helt så stærk som hverken U-EM eller U-VM, og her er ingen spillere, som er ældre end 14-15 år. Betænkningstiden er 90 minutter til hele partiet dog med tillæg af 30 sekunder pr. træk fra træk 1. Turneringsformen er schweizer, hvorfor første runde ofte er en runde med kanonføde for de stærkeste.

Dag 1 (onsdag)
Efter lidt indledende klargørelse til turneringen hvor spillerne blandt andet fik første lektion i, hvordan man forbereder sig til skakturneringer, blev første runde skudt i gang efter en mildest talt hektisk åbningsceremoni, hvor de officielle talere havde fået en utaknemmelig opgave over for de ret larmende skakspillere.
Rasmus havde trukket Freja i første runde, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men har man uheldige placeringer på ratinglisten, ja, så mødes man i første runde. Lidt ærgerligt at danskeropgøret skulle komme nu; vi havde selvfølgelig håbet på en 9. runde, hvor de skulle mødes, hvor begge spillere havde 8/8!

I denne match trak Rasmus, som var favorit, det længste strå efter et kompliceret spil, som stillede store krav til begge spilleres beregningsevner.

I U-12 havde Bjarke hvid mod en englænder med nogle hundrede mere i rating. Efter et håndledstræk tabte Bjarke en bonde, men i dronningeslutspillet fik han kæmpet den tilbage. I det efterfølgende bondeslutspil, som var fordelagtigt for modstanderen, lavede denne en kæmpe brøler, og Bjarke kunne have vundet let. Desværre missede han gevinsten, og han måtte ned efter en lang kamp.

Charlotte var oppe imod en stærk slovener, som spillede en skarp åbning, som Charlotte ikke kendte. Selvom Charlotte ikke fik spillet åbningen helt godt, så spillede modstanderen lidt for friskt, og en smart kombination opstod. Dog var den ikke helt let at se og beregne konsekvenserne af den, og efter dette spillede sloveneren bare bedst, og Charlotte måtte ned.

Mads var vores helt i U8, hvor han efter et noget omskifteligt parti fik fat i hele pointet ved at sætte mat i et flot angreb.

2/5 til danskerne i første runde.

Efter partierne har den stået på analyser, aftensmad og flere analyser, og nu har spillerne fri, inden vi igen mødes til forberedelser i morgen kl. 10.
Turneringen kan i øvrigt følges på nettet på http://www.jugendschach.at/.
Andreas Wiwe