You are currently viewing Bliver Jens Kristiansen verdensmester?

Bliver Jens Kristiansen verdensmester?

I dag lørdag afgøres det i den italienske by Assisi, om GM Jens Kristiansen (billedet fra FIDEs hjemmeside) kan gentage kunststykket fra 2012, hvor han i Grækenland blev Seniorverdensmester.

I næstsidste runde vandt Jens Kristiansen et vigtigt parti over Vlastimil Jansa fra Tjekkiet, der også flere gange har deltaget i turneringer i Danmark: Jens skriver om partiet: Min modstander, GM Jansa, begik en grov fejl allerede i træk 12. Det kostede en bonde, og det kom han aldrig over. Endnu en dejlig gave, og man siger jo ikke nej tak. Jo, jeg ligger og har det godt!

Partiet:

Jens Kristiansen har inden sidste runde et forspring på et halvt point til ratingfavoritten GM John Nunn, og et yderligere halvt point til et felt bestående af 6 spillere. Korrektionen er dog ikke den bedste, så der skal formodentligt minimum spilles remis i sidste runde for at få en medalje. Den er så til gengæld enten af guld eller sølv.

Sidste runde spilles lørdag kl. 15:00, hvor Jens har sort imod den spanske stormester Jose Luis Garcia Fernandez, der skal vinde for at få en medalje. Nunn har hvid imod IM Valentin Bogdanov fra Ukraine der fører i kategorien +75.

Vejen til deltagelse i dette verdensmesterskab i Italien er gået over, at han i 2019 også blev Europamester for seniorer, og derfor sikrede sig en gratis deltagelse i det kommende Europamesterskab. Da dette efterfølgende blev aflyst, lykkedes det med stor hjælp fra DSU og Arild Rimestad at få “vekslet” deltagelsen til dette VM i stedet.

Mogens Thuesen gør det også godt i 65+ med tre sejre i træk, og med en afsluttende gevinst er der mulighed for en top-10 placering.

I 50+ lå IM Uffe Vinther-Schou godt med 6½ af 9, men løb desværre ind i et unødvendigt nederlag i et langt parti i mod GM Klaus Bischoff (2479) fra Tyskland.

Turneringens hjemmeside: https://www.scaccomattissimo.com/assisi-2022-en/

Livedækning 65+ klassen

Livedækning 50+ klassen

Link til resultater på chess-results: http://chess-results.com/tnr691292.aspx?lan=32