You are currently viewing Louise Fredericia kvindedanmarksmester

Louise Fredericia kvindedanmarksmester

Det blev overraskende WFM Louise Fredericia fra Gentofte Skakklub, der blev kvindedanmarksmester ved stævnet denne weekend i ØBRO. Louise Fredericia var lavest ratede blandt de fem deltagere, men en sejr over datteren Ellen Fredericia Nilssen i første runde banede vejen for den endelige titel. Det holdt ellers hårdt i første runde, hvor Ellen Fredericia Nilssen hurtigt stod bedst, men Louise Fredericia kæmpede hårdt for at holde sig inde i partiet. Da Ellen Fredericia ukorrekt ofrede en officer, var der ikke nogen kære mor i det parti:

WFM Louise Fredericia endte på 2½ point af 4 mulige, og kunne dermed vinde Kvinde DM for tredje gang. Dette tal havde givetvis været pænt højere, hvis DM for Kvinder ikke havde ligget stille i perioden 1994 – 2015. Fotoet af Louise Fredericia øverst i artiklen er taget af Arild Rimestad.

DM-gruppen var meget jævnbyrdig og alle 5 spillere måtte undervejs inkassere et eller flere nederlag, mens alle også opnåede at vinde et parti.

WFM Thomine Stolberg-Rohr, Evans, WFM Sandra de Blecourt Dalsberg, Seksløberen og WFM Esmat Susanne Guindy, Fredericia delte andenpladsen med 2 point.

WFM Thomine Stolberg-Rohr, Evans – to gevinster og to tab. Foto: Thomas Vestergård
Esmat Guindy (med de sorte brikker) og Sandra de Blecourt Dalsberg spillede remis i anden runde. Sandra de Blecourt Dalsberg førte inden sidste runde turneringen, men et nederlag til Thomine Stolberg-Rohr forhindrede turneringssejr. Foto: Thomas Vestergård

Sideløbende med Kvinde DM arrangerede ØBRO en weekendturnering med 5 seks-mandsgrupper.

I Mester 1 var de to Internationale Mestre Martin Haubro (2413) og John Arni Nilssen (2347) forhåndsfavoritter, men FM Nicolai Kistrup fra BMS lod sig ikke gå på af professor Elos forudsigelser. Kistrup vandt gruppen med 4 point af 5 mulige, et helt point foran IM Martin Haubro på andenpladsen.

FM Nicolai Kistrup – tre gevinster og to remiser i Mester 1. Foto: Thomas Vestergård

Weekendturneringen var samtidig et godt rygstød for dansk kvinde- og pigeskak. Der deltog tre piger/kvinder i turneringen og alle tre endte med at vinde en præmie.

Sissel Kærgaard, Køge Skakklub – andenplads i Basis 1. Foto: Thomas Vestergård
Præmietagerne i Basis 2. Ingrid Elmer Nielsen-Refs (nr. 2 – 3), Christian Olivarius Stausholm (nr. 1) og Sarah Sima Derlich ( nr. 2 – 3). Foto: Arild Rimestad

Se alle resultater her: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27374