Ivanchuk fører med et points forspring

Inden sidste runde af Tal Memorial er Vassily Ivanchuk sikker på minimum en delt førsteplads. Ukraineren spillede remis mod Ruslan Ponomariov, mens Alexander Morozevich tabte til Gata Kamsky.

Ivanchuk spolerede en god stilling umiddelbart inden første tidskontrol og måtte kæmpe længe i et slutspil med en bonde for lidt, som han holdt i rundens længste parti.

Morozevich pressede længe Kamsky men gik til sidst over stregen og blev overrumplet af et amerikansk modangreb. Russeren, der efter seks runder ikke kun lå i spidsen for turneringen men også havde gode chancer for uofficielt at blive verdens højest ratede spiller, har nu tabt to partier i træk.

Værre er det dog for aserbajdsjaneren Shakhriar Mamedyarov, der led sit tredje nederlag på stribe. Denne gang til Alexei Shirov, som fik lov til at brillere med flot angrebsspil.

8. runde (26.08):

Morozevich  - Kamsky        0 - 1
Kramnik - Alekseev 1 - 0
Leko - Gelfand remis
Ponomariov - Ivanchuk remis
Shirov - Mamedyarov 1 - 0

Stillingen efter 8 runder:
1. Vassily Ivanchuk (Ukraine) 6.0, 2. Alexander Morozevich (Rusland) 5.0, 3-5. Vladimir Kramnik (Rusland), Boris Gelfand (Israel), Ruslan Ponomariov (Ukraine) 4.5, 6. Peter Leko (Ungarn) 4.0, 7-8. Gata Kamsky (USA), Evgeny Alekseev (Rusland) 3.5, 9. Shakhriar Mamedyarov (Aserbajdsjan) 3.0, 10. Alexei Shirov (Spanien) 2.5.

http://www.russiachess.org/

 Alexei Shirov (2741)
 Shakhriar Mamedyarov (2742)
Tal Memorial (8) 2008

1.e4 c5 2.Sf3 e6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sc6 5.Sc3 a6 6.Le3 Sf6 7.f4 d6 8.Df3 e5 9.Sxc6 bxc6 10.fxe5 dxe5 11.Lc4 Da5 12.0–0 Lc5 13.Df2 Lxe3 14.Dxe3 0–0 15.h3 Te8 16.Lb3 Le6 17.Sa4 Tad8 18.Sc5 Db6 19.Tf3 Lxb3 20.axb3 a5 21.Sd3 Dc7 22.Taf1 Td4 23.Txf6 gxf6

24.Sf2 h5 25.Dh6 Te6 26.Dxh5 Kf8 27.c3 Td7 28.Sg4 Ke7 29.Kh2 Db6 30.Dh8 Dxb3 31.Sxf6 Td8 32.Dg7 Dxb2 33.Sg8+ Kd6 1–0