You are currently viewing Godt Nytår!

Godt Nytår!

Skak er af mange betegnet som et ”krigsspil”, men aldrig havde jeg i min vildeste fantasi forestillet mig at skulle lede en skakunion i krigstid!

Sådan har det meste af 2022 desværre udfoldet sig, præget af restriktioner vendt mod det russiske forbund, og den aggressive politik som føres af Rusland. Den danske position er at vi skal undgå at medvirke til noget som kan udnyttes propagandamæssigt af Putin og den russiske stat, samtidig med at vi stadig skal have for øje at vi ikke straffer uskyldige unødigt. Og hvad betyder det så? Jo det betyder f.eks. at vi ikke medvirker til sportsligt samkvem med Russiske prestigespillere, samtidig med at vi naturligvis ikke lader det gå ud over børn og forinden herboende russere som ikke sympatiserer med Putins fremfærd.

Danmark deltog i skakolympiaden 2022, som på grund af krigen i Ukraine blev flyttet fra Moskva til Chennai i Indien. Olympiaden 2022 havde bl.a. Fide præsidentvalg på programmet, og her var Danmark, sammen med rigtig mange andre lande, aktive i bestræbelserne på at Fide ikke skulle genvælge en russisk præsident, eller i det hele taget at få russisk indflydelse på Fide reduceret mest muligt. Sådan stemte vi også på kongressen, hvorefter vi kunne notere os en chokerende lav opbakning, da alle de fine og rigtige meninger om fordømmelse af Rusland reelt skulle stå sin prøve. Når man betænker at der alene er 55 europæiske medlemsstater, er det ganske enkelt chokerende at den russiske kandidat kunne opnå 157 stemmer mod modkandidatens 16. Det blev helt tydeligt at mange lande sagde et udadtil, men gjorde noget andet i stemmeboksen.

I krigens skygge har vi næsten glemt ”vore kampe” mod Corona, dem klarede vi som organisation godt, især fordi alle vores klubledere virkelig tog på sig at sørge for at skakken blev afviklet under forsvarlige rammer. Det fortjener alle anerkendelse for, ikke alene lederne men også de mange medlemmer som indordnede sig under restriktionerne og udviste ansvarsfølelse i omgangen med andre.

En af de store bekymringer omkring Corona var hvor mange medlemmer det kom til at koste, og kunne vi atter få gang i skakken. Jeg er glad for her på årets sidste dag at kunne aflæse at vi har 4005 betalende medlemmer, hvilket er 55 flere end for et år siden, mens tallet i 2020 var 3924, altså et + på 81 over 2 år. Det er ikke store tal, men alligevel giver det forhåbninger om at vi med en fokuseret indsats vil kunne tiltrække flere medlemmer. Mange klubledere har forstået vigtigheden af at optimere modtagelsen af nye medlemmer, og mange af dem vil gerne lære fra sig, til glæde og inspiration for alle klubber. Det sker f.eks. ved at samle de bedste erfaringer på https://idekatalog.skak.dk/ – her kommer der løbende nye indlæg til, så der er ingen undskyldning for ikke at lade sig inspirere af andres succeser.

En tydelig lære af de senere års indhøstede erfaringer er at skakken skal være parat til at forandre sig efter brugernes ønsker. Vi ser i dag at en meget stor gruppe mennesker – som ikke er medlemmer hos os endnu – faktisk spiller ganske meget skak i organiserede græsrodsmiljøer og på nettet. Alle disse udøvere af spillet er potentielle medlemmer, hvis VI møder dem med det rigtige tilbud og den rigtige indstilling. Det betyder ikke at vi skal ophøre med alt det vi gør godt, klubturneringerne skal naturligvis stadig spilles efter reglerne osv. osv., men vi skal også være nysgerrige og imødekommende overfor nye forventninger, og parate til at deltage i andre typer aktiviteter!

Især derfor har DSU besluttet at ansætte Trine Treppendahl som aktivitetskonsulent i en 2-årig forsøgsperiode, hvor en af Trines primære opgaver er at hjælpe os til at gøre de nødvendige indsatser for at skabe fælles aktiviteter. Man kan faktisk beskrive Trines opgave ved frit at citere dronningen fra hendes seneste nytårstale, ”hun skal bygge bro mellem de 2 verdener, og lære os at en bro kan passeres i begge retninger”. December måned på skak.dk og Facebook var stærkt præget af Trines bestræbelser på at få os til at se og anerkende de betydelige indsatser som leveres af vore frivillige ildsjæle rundt omkring. For mig er det en stor glæde at der blev taget så godt imod dette initiativ, men også en påmindelse om at vi skal forsøge på at gøre det sjovere og nemmere at være frivillig leder på forskellige niveauer, uanset om det er som klubkasserer eller ungdomstræner i den lokale klub. Vi har gode administrative værktøjer allerede, og heldigvis også medlemmer som ofte bidrager med konstruktive forslag til forbedringer af disse.

2022 har budt på afsked med flere frivillige på forskellige poster. Det er der ikke noget unaturligt i, men det er problematisk når det viser sig stort set umuligt at erstatte de folk som trækker sig tilbage. Problemet eksisterer på alle niveauer, uanset om det er et bestyrelsesmedlem i den lokale skakklub, en hovedkredsformand eller et medlem af Unionens forretningsudvalg, så er det ikke muligt at finde erstatninger. Det betyder at vi har rigtig mange ledere som har flere kasketter på, i nogle tilfælde så mange at de faktisk ikke kan finde tid til at lave arbejdet så godt som de gerne selv vil. Jeg skal derfor appellere til at flere medlemmer prøver om ikke det kunne være muligt at finde tid og kræfter til at hjælpe, vær ikke bange for at byde jer til, uanset om det er på lokal- eller på landsplan, vi har brug for friske kræfter alle steder.

2022 bød også på lukningen af Dansk Skaksalg, efter en årrække med dårlige driftsresultater. Til de klubber som måtte have tilgodehavender i form af Juniorinstruktørtilskud eller andet, skal det her gentages at DSU garanterer for afregningen af disse, når Skaksalgets 2022 regnskab er endeligt. Tryksager som f.eks. vore danske noteringslister m.v. vil fortsat kunne købes, endnu er der ikke lavet aftaler, men det er planen at DSU’s tryksager skal kunne købes via en eller 2 forhandlere i Danmark.

Igen i 2023 indbydes der til DM i Svendborg, sådan bliver det også i 2024 og 2025, hvis ikke der sker noget helt uventet. Desværre har det været nødvendigt at hæve indskuddet og prisniveauet, vi kan naturligvis ikke snige os udenom de generelle prisstigninger som rammer vores samfund i disse tider. Alligevel håber jeg at se rigtig mange deltagere ved DM, naturligvis først og fremmest fordi det er sjovt at spille med, men også fordi det er vigtigt at vi har den slags store og markante begivenheder, så vi kan vise omverdenen at vi er attraktive.

Jeg håber også at se rigtig mange klubledere til Delegeretmødet, så vi sammen kan sætte retningen vi skal tage de kommende år. Det er ikke nogen hemmelighed at Hovedbestyrelsen foreslår en nødvendig kontingentforhøjelse ved delegeretmødet, simpelt hen som en konsekvens af inflation og stigende priser på alting, også de aktiviteter DSU deltager i. Vedtagelsen af den foreslåede stigning er en nødvendig forudsætning for at fastholde aktivitetsniveauet som vi kender det, og allerede indarbejdet i det budget der er vedtaget for 2023.

Jeg er sikker på vi alle deler ønsket om snarlige fredsslutninger i alle verdens konfliktzoner, og ikke mindst i Ukraine. At det igen kan blive muligt at have sportsligt samkvem mellem alle nationer, uanset om det er Rusland, Israel eller Iran som sidder ved brætterne – og uanset om en deltager bærer religiøs påklædning eller ej. Ligeså er jeg sikker på vi alle ønsker os flere klubkammerater og flere aktiviteter vi kan deltage i. Et markant nyt turneringstilbud i 2023 bliver premieren på Hurtig- og Lynskak DM-weekenden, hvortil der snarest efterlyses arrangører. Det stævne glæder jeg mig til, i forventning om et festfyrværkeri af dramatiske og underholdende matcher mellem vores bedste spillere, og alle dem som har lysten og evnerne til at udfordre dem.

I det hele taget glæder jeg mig til 2023, i forhåbning om mange gode historier fra Dansk Skak Unions mange aktiviteter.

Godt Nytår!

Poul Jacobsen