I Dansk Skak Unions Julekalender, hvor vi i december måned dagligt kommer et personligt og kærligt portræt af en frivillig, der har lagt eller stadig lægger et stort arbejde for dansk skak, skriver Søren Sørensen fra Faxe Skakklub om sin formand Svend-Erik Wehlast:
Klubben har eksisteret siden 1989, med Svend-Erik som stifter. Han har været og er stadig formand for klubben. Han styrer, organiserer og forbinder alle klubbens medlemmer, som han gennem årene nærmest selv har presset ind i klubben gennem sine gode overtalelsesevner, sit vindende væsen og en evne til at rumme os alle. Som medlem af bestyrelsen gennem mere end ti år, har vi kun afholdt ganske få bestyrelsesmøder! Nogen vil måske tro, der er tale om russiske/autokratiske forhold og mangel på demokrati. Men nej. Svend-Erik har bare planlagt det hele! Vi mødes gerne i bestyrelsen en times tid før hver generalforsamling, hvis der skulle være noget?! Alle er faktisk velkomne og må gerne deltage og er inviteret!! Så det er en anden form for demokrati, uden de der lange kedelige møder, vi nok er mange der kender til i andre sammenhænge.
Og så bliver man måske lige ringet op – det tager som regel op mod en halv time – for han skal da lige høre, om der er grund til at afholde et møde om et eller andet organisatorisk fra DSU eller så! Eller om det passer med julefrokostafholdelsen den og den dag, eller om vi skal være så og så mange til den kommende EMT-turnering. Og sidst men ikke mindst ofte lange samtaler om politik – vi kan jo alle tale med om det; om underlige beslutninger desangående, om oplevelser med det offentlige, her særligt sygehuse (- han er en prøvet mand ud i de erfaringer) og alle de andre hændelser, der omgiver os alle.
Svend-Erik er vidende og følger med i rigtig meget. Ligeledes ved han altid, hvordan alle i klubben har det. Det fornemmer han og spørger til. Han husker vores runde fødselsdage, mærkedage og nu også med deltagelse i en del begravelser blandt skakfolket – den uddøende race af mest gamle mænd fra klubben! (I gamle dage apropos; at blive ringet op af Svend-Erik, da var det et nøje afregnet/tidsmæssigt problem, fordi en opringning jo kostede i tid! Han var rigtig god til at huske, hvis det var en af os andre, der havde ringet, så kørte mundtøjet gerne en halv time. Men i dag med fri taletid – er det jo noget andet.)
Svend-Erik var den første der startede EMT-turneringer om eftermiddagen. Det blev og er en succes. Nu i samarbejde med Skovbo Skakklub. Faxe skakklub har gennem årene assimileret/optaget/overtaget andre skakklubber eller rester af dem! Karise skakklub, vist en fra Stevns og nu her senest en form for fusion med Haslev.
Vi er den klub i landet – tror jeg – der spiller med flest hold i holdskak under DSU i forhold til antal medlemmer. Pt. 31 medlemmer og tre hold á 8 og et af 4, det giver vist 28 spillende medlemmer. Førsteholdet er endda rykket op i divisionen!!
Klubben har lejet sig ind i nogle kælderlokaler for mange år siden i Faxe, som vi har for os selv. Der er en særlig “ånd” over Faxe Skakklub i de gamle små – måske – ikke særligt velegnede lokaler. Lad os kalde det en form for julestemning i denne tid, men den er der hele året.
De fleste skakklubber har en meget “streng” håndhævelse af det med at være stille. Man skal jo koncentrere sig! Men der hersker en mere afslappet disciplin, og stadig med stor respekt for det ædle spil. Der er ofte noget sjovt indimellem, fordi “vi” har humor! Og det stammer jo fra formanden, der ligesom har givet bolden op. Der er kammeratskab.
Vi oplever os som et hold, når vi kæmper kampe mod de andre. Der er julefrokost, med hjemmelavet sild og sang af vores egen troubadour, bankospil og lynskak i hold. Nogle gange et sommerarrangement – før Corona – med hygge, pølser, øl og skak. Apropos den periode – Corona – var Svend-Erik med på ideen og bakkede op om at spille på nettet. En stor succes, der fortsat fungerer fint.
Han har gennem årene også stået for og støttet ungdomsskakken. Vi har optrådt forskellige steder gennem årene til udendørs arrangementer for at lave reklame for klubben og sponsorer. En overgang delte en del af klubbens medlemmer telefonbøger ud for at skaffe penge til klubben med Svend-Erik som primus motor. Det var sejt og gav sammenhold. Og ånden er der stadig!
At Svend-Erik Wehlast gennem årene har modtaget to initiativpriser fra 2. Hovedkreds er kun en bekræftelse på hans pionerånd. – Tak Svend-Erik.
Søren Sørensen
Der er endnu ikke 24 portrætter på plads i årets Julekalender, så har du lyst til at byde ind med en personlig og kærlig beskrivelse af en du ønsker at fremhæve, er du velkommen til at sende dit forslag til et portræt til Trine@skak.dk