You are currently viewing Kort nyt uge 46

Kort nyt uge 46

I den forløbne uge er der blevet spillet skak på Aalborg Tekniske Gymnasium i forbindelse med en emneuge om FN’s verdensmål. Et af disse mål omhandler “Sundhed og trivsel”, og der blev fra skolens side tilbudt en workshop med skak, ud fra hypotesen om at spillet skulle kunne fremme sundhed og trivsel hos børn og unge. I alle tilfælde blev skakworkshoppen den mest populære valgmulighed blandt mange.

Hele 40 htx-elever spillede således på livet løs under kyndig vejledning fra to instruktører fra Aalborg Skakforening. Formand Bjarne Sønderstrup og juniortræner Hans Engen underviste fem dage i træk(!). Eleverne udtrykte begejstring for ugen, og bekræftede entydigt at skak gennem hjernegymnastik, leg og social aktivitet i høj grad kan fremme trivslen i en til tider stresset hverdag for en gymnasieelev. På billedet øverst overværer Bjarne Sønderstrup (i hvid skjorte) htx-elevernes udfoldelser på skakbrættet. Foto: Hans Engen.


Den traditionsrige Kjellerup Hurtigskak blev spillet søndag med 50 deltagere i Alhuset i Kjellerup. Turneringen blev afviklet i 8-mandsgrupper og gruppevinderne blev:

Mester 1: Claus Rossen, Viborg, 5½ point
Mester 2: Niels Kristian Almtoft, Kjellerup, 4½ point
Basis 1: John Christopher Højstrup Christensen, Silkeborg, 6 point
Basis 2: Jesper Billeskov Jansen, SK1968, 5½ point
Basis 3: Bjarne Rostgaard, Viborg, 6 point
Basis 4: Marius Ladegaard, Kjellerup, 7 point (!)

Link til resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27671


IM Kassa Korley fra ØBRO har deltaget i endnu en lukket GM-turnering i USA. Denne gang i Charlotte i North Carolina, hvor der generelt bliver afholdt mange titelgivende turneringer. Kassa Korley scorede 4½ af 9, hvilket var omkring forventet score, da gennemsnitsratingen i gruppen var 2440.

IM Kassa Korley i kamp i turneringen i Charlotte

Udover Kassa Korleys gruppe blev der samme sted afholdt yderligere to GM-grupper og tre IM-grupper.

Link til hjemmesiden for turneringen: https://chess.stream/Invitational/fall-2022-gm-im-norm-invitational/TournamentPairings.aspx

Link til partier fra turneringen: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/charlotte-fall-invitational-2022-gm-b/9/1/1


Ved VM for seniorer i den italienske by Assisi, er der spillet 7 runder. Flere af de danske spillere har klaret sig godt, og er med i topstriden. I 65+ er den tidligere verdensmester fra 2012, IM Jens Kristiansen, oppe på en samlet andenplads med 6/7. I dag onsdag kl. 15:00 står den på topopgør imod gruppens favorit, GM John Nunn fra England, som fører med 6½/7. Jens har de hvide brikker.

I 50+ har både IM Uffe Vinther-Schou og FM Poul Rewitz 5 point af 7 mulige, og vil med en god afslutning de sidste fire runder stadig godt kunne nå at blande sig i toppen af gruppen.

Resterende program for Senior-VM:
Onsdag den 23. november kl. 15:00: 8. runde
Torsdag den 24. november kl. 15:00: 9. runde
Fredag den 25. november kl. 15:00: 10. runde
Søndag den 26. november kl. 14:00: 11. runde

Turneringens hjemmeside: https://www.scaccomattissimo.com/assisi-2022-en/

Live-dækning: http://livechess24.com/Tournaments/FIDE_World_Senior_Chess_Championship_50__65_

Link til resultater på chess-results: http://chess-results.com/tnr691292.aspx?lan=32


DM i Skoleskak & Læringsfestival 2022 spilles den kommende weekend fra fredag til søndag. Efter 40 år på Abildgårdskolen i Odense med John Dahlberg som stævneleder, har DM-stævnet siden 2014 været afholdt på Den Frie Lærerskole i Ollerup på Sydfyn. Der er tilmeldt 167 spillere, hvilket er en fremgang på omkring 20 spillere i forhold til sidste år.

Liste over tilmeldte spillere kan ses her: https://dm.skoleskak.dk/dm-tilmeldte