You are currently viewing Andet parti remis

Andet parti remis

Andet parti i VM-matchen mellem Magnus Carlsen fra Norge og udfordrer Ian Nepomniachtchi fra Rusland endte remis, men også i dag var der tale om et meget spændende parti. Verdensmesteren ofrede igen i dag en bonde i åbningen for at skabe aktivt spil. På Facebook skrev den 3-dobbelte danmarksmester GM Jens Kristiansen, at det ikke er Magnus Carlsens normale strategi at spille så skarpt i åbningen.

På hjemmesiden chess24.com kommenterede Judit Polgar og Anish Giri partiet, og de mente at bondeofferet gav en mental fordel til Carlsen, og Nepomniachtchi brugte da også mest tid i åbningen.

I træk 21 fik bonden følgeskab af en kvalitet, men Magnus Carlsen fik en fantastisk springer på d6, der var kompensation for kvaliteten. Computerne ville dog helst have Nepomniachtchis stilling, men det er jo heldigvis mennesker, der spiller om titlen. Efter partiet fortalte Carlsen, at kvalitetsofferet mere var en nødvendighed end et planlagt offer.

Nepomniachtchi valgte i træk 38 at give kvaliteten tilbage for at få springeren på d6 aflivet, hvilket efterlod et slutspil med en minimal fordel til Carlsen. I træk 44 blev det til et kendt remisslutspil med to mod tre bønder og tårn til hver. Carlsen kunne uden risiko spille på gevinst, men der var ikke noget at komme efter, så ved træk 59 aftalte man remis.


Matchen har mange prominente gæster, de tidligere verdensmestre Viswanathan Anand og Garri Kasparov er begge til stede i Dubai.

Stillingen:

Link til den officielle hjemmeside for VM matchen, hvor den tidligere verdensmester Viswanathan Anand fra Indien sammen med den franske WGM Almira Skripchenko kommenterer WM-matchen: https://fideworldchampionship.com/

Link til live på chess24 med kommentatorerne GM Judit Polgar og GM Anish Giri: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/carlsen-nepomniachtchi-world-chess-championship-2021

Norsk TV sender også live dagligt fra VM-matchen. Se tidspunkter her: https://tvguide.vg.no/

Dansk Skak Unions medlemmer har mulighed for at følge VM-matchen og kommentere/diskutere partierne på Lichess. Det sker på linket https://lichess.org/team/dansk-skak-union