You are currently viewing Rasmus Thøgersen vandt i Odense

Rasmus Thøgersen vandt i Odense

Det blev Rasmus Thøgersen fra SK1968 (fotoet øverst i artiklen), der løb med førstepræmien på 3.000,- kr. og pokalen ved Odensemesterskabet i weekenden. FM Thøgersen tabte ellers i første runde fredag, men gjorde så rent bord i de sidste 4 partier og henviste de tre deltagende IMere til de sekundære placeringer. I sidste rundes længste parti havde Rasmus Thøgersen sort mod forhåndsfavoritten IM Mads Hansen. Partiet kom helt ud i 83 træk, inden sejren var i hus.

Udover den flotte førstepræmie kunne Rasmus Thøgersen sætte 56 danske ratingpoint ind på kontoen.

Andenpræmien på 1.500 kr. endte udelt hos IM Filip Boe Olsen, der scorede 3½ af 5 uden nederlag. Foto: Thomas Vestergård

I Mester 1 vandt Hilmir Freyr Heimisson overlegent med 4½ af 5.

Frem Skakklubs hjemmeside er der en fin beretning fra turneringen med fotos af alle de 17 gruppevindere.

Skak.dk vil benytte lejligheden til en lille rettelse. Vi havde tidligere skrevet, at Odensemesterskabet er blevet afholdt siden 1955. Det kan ikke gøre det. Turneringen er i hvert fald afholdt siden 1931 fortæller historiker John Rendboe, der selv er fra Odense. Rendboe fortæller videre, at i 1950erne var turneringen Danmarks største EMT. Rekorden var 290 spillere!

Selvom turneringen denne gang ikke nåede 290 deltagere, er det alligevel flot, at der kan samles 111 deltagere til en EMT.
Foto: Thomas Vestergård

Odensemesterskabet havde et velkomment internationalt islæt med spillere fra Island, Indien, Sverige og Grækenland udover alle de danske spillere.

Turneringstabellen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26832

Frem Skakklub på Facebook: https://www.facebook.com/groups/18423599434

Frem Skakklubs hjemmeside: http://www.frem-skakklub.dk/