You are currently viewing Israel vandt Senior EM for hold

Israel vandt Senior EM for hold

Det danske hold ved Senior EM for hold i 65+ klassen skulle i den afsluttende runde op mod det førende hold fra Israel, hvilket var en stor mundfuld. Jens Kølbæk formåede dog at holde et halvt point mod GM Yehuda Gruenfeld (2397) og reddede den danske ære.

Billedet øverst i artiklen er fra kampen Danmark – Israel og er taget fra den officielle hjemmeside.

Israel endte dermed på førstepladsen et point foran forhåndsfavoritterne fra Lasker Schachstiftung GK fra Tyskland. Det franske hold med GM Anatoly Vaisser (2496) på førstebrættet tog bronzemedaljerne.

Det danske hold vandt 4 kampe, tabte 4 og spillede en enkelt uafgjort, så meget naturligt endte holdet præcis på den 10. plads, det på forhånd var lagt op til blandt de 21 deltagende hold.

De danske scorer:
1. Jens Kølbæk, 2169, 4½ af 9, +8 ratingpoint
2. FM Jørgen Jørgensen, 2165, 4½ af 7. + 14 ratingpoint
3. Per Holst, 2097, 4½ af 8, + 1 ratingpoint
4. Steen Juul Mortensen, 1938, 1½ af 5, – 10 ratingpoint
5. Finn Andersson, 1796, 2½ af 7, + 1 ratingpoint

Turneringens hjemmeside: https://www.estcc2021.net/