You are currently viewing Afslutning i Aarhus

Afslutning i Aarhus

Formand for Aarhus Skakklub/Skolerne og turneringsarrangør, John Rendboe, har skrevet følgende til skak.dk:

Ruben Koellner (fotoet øverst i artiklen) blev den suveræne vinder af turneringen, som allerede nævnt her på siden. Performance rating på 2645 med 8/9. Spændende at følge hans videre færd i skakverdenen. Vi får ham utvivlsomt at se i Danmark igen. Turneringen havde i det hele taget deltagelse af en række spillere som havde vist god form i de seneste turneringer.

Jens Ove Fries Nielsen fortsatte de gode Post-Corona takter og gentog sin andenplads fra Helsingør, denne gang udelt. 6/9 var et fortræffeligt resultat.

Jens Ove Fries Nielsen får overrakt andenpræmien på 2.000,- kr. Foto: Thomas Vestergård

Mikkel Antonsen, Pelle Bank og Björn Ahlander delte 3.pladsen med 5½/9. Men ankom på vidt forskellig vis. Både Mikkel og Pelle begyndte med overraskende nederlag for så at hive sig op i topkampen. Pelle med en afsluttende sejr over Klaus Berg.

Ahlander lagde sig fra start i spidsen men måtte for en stund ned på 50% for at slutte pænt af.

Klaus Berg og Lena Georgescu opnåede 5/9. Der har været lidt mere stille om Klaus Berg de seneste år end ellers. Men i denne turnering viste han i flere partier de samme takter som i sin bedste tid. Partiet mod Ahlander blev toppen og helt fortjent bragt i Politiken. Lena fik en tøvende start men kæmpede sig enormt sejt tilbage til et godt resultat.

Lena Georgescu fra den arrangerende klub opnåede 5/9 og vandt 12 ratingpoint . Foto: Thomas Vestergård

Som tilskuer var det en kolossal fornøjelse at se den vilde kampivrighed spillerne udviste. Der var interessante og til tider vilde åbningsideer, uklare ofre, sejt forsvar – men fremfor alt en spilleglæde, der viste turneringen havde sin berettigelse.

Det overvejes hvordan turneringen kan gentages næste år – formentlig med et lidt andet format og på lidt andre datoer – men stadig om sommeren.

Kæmpe tak til chefdommer Poul Jacobsen, Chess House formand og dommer Thomas Vestergård samt dommer Jesper Friis, som alle lagde et uvurderligt stykke arbejde i turneringen.

John Rendboe har også interviewet turneringsvinderen:

Ruben Koellner får overrakt IM-normbevis af John Rendboe. Foto: Thomas Vestergård

Ruben G. Koellner – En suveræn vinder og ny IM!

Der blev ingen tvivl om vinderen i denne turnering. Unge Ruben Koellner kørte i mål med 8/9 og stod klar som vinder før sidste runde. Dermed stod det også klart, at en IM-er kunne kåres. Vi har talt kort med den nykårede IM:

Du er 17 år gammel? Nej, endnu 16. Fylder 17 d. 24. september.

Hvor længe har du spillet turneringsskak? Fra jeg var ni år gammel. Jeg lærte spillet af min far – Christof Koellner, der med 2149 også deltog i denne turnering. Senere lærte min bror det også – storebror Aaron, 2257, deltog som tredje medlem af familien også her.

Det er en skakfamilie? Ja, det må man sige. Også min søster spiller skak. Og hun er gift med IM Jonathan Carlstedt.

Hvilke af dine partier syntes du var de bedste i denne turnering? (Tænker sig om) I denne turnering havde jeg mange tvetydige stillinger. Mit parti mod Antonsen var godt og remispartiet mod Thuesen. I sådanne skarpe stillinger er det vigtigt at holde hovedet koldt og konstant kæmpe.

Er det din styrke, at holde hovedet koldt i skarpe stillinger? Egentlig anser jeg mig mere for en strategisk spiller, der er stærk i slutspil. Men man må spille den stilling der opstår og kæmpe!

Hvad er dine mål nu? At opnå GM-titlen og derefter 2600 i rating. Min fremgang har stort set altid været stabil. Stod måske lidt stille mellem 2100 – 2300.

Hvis du skulle vurdere din aktuelle styrke, hvad ville du sætte den til? Ca. 2500.

Vi siger tak og tillykke til Ruben Koellner (Se FIDE-profil) , der bor i nærheden i Köln med sin familie.

John Rendboe

Diverse link:
Turneringstabel med mulighed for at gennemspille partierne – klik på et resultat for at se partiet
Aarhus Skakklub/Skolerne
Chess House