You are currently viewing Nepomniachtchi bliver VM-udfordrer

Nepomniachtchi bliver VM-udfordrer

Det bliver den russiske stormester Ian Nepomniachtchi, der til november/december skal udfordre verdensmester Magnus Carlsens titel.

Med en runde tilbage i Kandidatturneringen i Yekaterinburg i Rusland, kan Anish Giri på papiret indhente Nepomniachtchi i den samlede stilling; men da russeren har vundet de tos indbyrdes partier med 1½ – ½, vil han vinde Kandidatturneringen på bedre korrektion.

I dagens runde, der var nummer 13 i rækken af de planlagte 14 runder, spillede Ian Nepomniachtchi med hvid remis mod franske Maxime Vachier-Lagrave (fotoet øverst i artiklen), mens Anish Giri med sort tabte til Alexander Grischuk.

Stillingen inden sidste runde:

  1. Ian Nepomniachtchi, Rusland (2789) 8½ point af 13
  2. Anish Giri, Holland (2776) 7½ point
  3. – 4. Fabiano Caruana, USA (2820) 7 point
  4. – 5. Maxime Vachier-Lagrave, Frankrig (2758) 7 point
  5. Alexander Grischuk, Rusland (2777) 6½ point
  6. Ding Liren, Kina (2791) 6 point
  7. Wang Hao, Kina (2763) 5 point
  8. Kirill Alekseenko, Rusland (2698) 4½ point

Stormester Ian Nepomniachtchi er ligesom Magnus Carlsen født i 1990, og ligger nummer fire på den seneste ratingliste. Efter Kandidatturneringen overtager han dog 3. pladsen fra Ding Liren, der har skuffet i Yekaterinburg.

Carlsen og Nepomniachtchi kender hinanden godt. I 2002 vandt Nepomniachtchi U-12 VM på bedre korrektion end Magnus Carlsen.

Ifølge hjemmesiden chessgames.com har Nepomniachtchi plusscore mod Carlsen med klassisk betænkningstid med 4 sejre, 1 nederlag og 6 remiser. I hurtigskak er Carlsen dog klart overlegen med 20 sejre, 10 tabt og 21 remiser. Der er lagt op til en spændende VM-match.

Bornholm Skakklubs planlagte live-kommentering af sidste runde med GM Jens Kristiansen som kommentator, er aflyst, nu spændingen i turneringen er udløst. Bornholm Skakklub lover dog flere live-kommenteringer i fremtiden også.

Sidste runde spilles tirsdag den 27. april kl. 13:00

Turneringens hjemmeside: https://en.candidates-2020.com