You are currently viewing Grigorian vandt i Chess House

Grigorian vandt i Chess House

Den tyske spiller Spartak Grigorian vandt GM-turneringen i Chess House med den høje score 7½ af 9. Det var den unge Bremen-spillers sidste IM-norm og samtidigt den første GM-norm. Spartak vandt de sidste 6 partier og var et halvt point over normkravet. I sidste runde gik det ud over Martin Haubro, der efter en fin turnering i Landsholdsklassen i efterårsferien, havde en skidt turnering i Aarhus. Omkring tidnøden lavede Martin en grov fejl der tabte en brik, hvilket lidt har været symptomatisk for den unge københavner.

Spartak Grigorian – flot resultat i Aarhus. Foto: Mads Boe

Jesper Søndergaard Thybo var godt tilfreds med turneringen, selvom han selvfølgelig som turneringens højestratede spiller, gerne ville have vundet gruppen. Jesper gik ubesejret gennem turneringen, og mange gange ville 7/9 være nok til en sikker turneringssejr. Partiet mod Hilmir Freyr Heimisson var en taktisk variant i italiensk, hvor Thybo endte ud med et par merbønder, og herefter kunne køre sejren sikkert hjem.

Jesper Thybo besejrer med sort Hilmir Freyr Heimisson i sidste runde. Foto: Mads Boe

16-årige Jonas Buhl Bjerre var glad for at være med i turneringen, da der jo i disse tider ikke er mange muligheder for at komme til at spille “rigtig skak”. Det unge stortalent, der i øvrigt holder sabatår fra skolen for netop at spille skak, gik ubesejret gennem turneringen med 4 gevinster og 5 remiser. partiet i dagens runde endte remis efter omkring 20 træk.

Henrik Danielsen og Jonas Buhl Bjerre spillede en relativ hurtig remis i sidste runde. Foto: Mads Boe

17-årige Filip Boe Olsen spillede også en rigtig god turnering. Efter nederlag til turneringsvinderen i anden runde, spillede han sig flot op og endte med kun at være et halvt point fra den første GM-norm. utilfreds er Filip næppe, da han med 6½ point var 2½ point over forventet score, og dermed igen nærmer sig de 2400 i rating. I dagens parti mod Lena Georgescu røg han med hvid ind i en åbningsforberedelse i katalansk, lavede en stor fejl, og kom til at stå dårligt, men formåede alligevel at kæmpe sig tilbage og vinde partiet.

Filip Boe Olsen kunne med resultatet sætte 25 elopoint ind på kontoen- Foto: Mads Boe

Efter rundens sidste parti var færdigspillet, blev partiet fra første runde mellem Jens Ramsdal og Henrik Danielsen genoptaget. Ifølge computeren stod Henrik til gevinst ved genoptagelsen, men alligevel lykkedes det Ramsdal at gøre det spændende. Til sidst lykkedes det dog Henrik at trække sig sejrrigt ud af partiet der startede sidste søndag.

Generelt var turneringen præget af masser af kampskak – kun 12 partier ud af 45 partier sluttede uden en vinder. Selvfølgelig var der en Sofia-regel, men et ungt felt havde efter en skakpause også stor lyst til at spille skak.

Slutstillingen i turneringen:

1. Spartak Grigorian, Tyskland (2433) 7½ point
2. GM Jesper Søndergård Thybo, Køge (2560) 7 point
3. – 4. GM Jonas Buhl Bjerre, Skanderborg (2531) 6½ point
3. – 4. IM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2349) 6½ point
5. GM Henrik Danielsen, Køge (2523) 6 point
6. FM Hilmir Freyr Heimisson, Jetsmark (2365) 3½ point
7. – 10. IM Martin Haubro, BMS (2426) 2 point
7. – 10. FM Jens Albert Ramsdal, SK1968 (2283) 2 point
7. – 10. WIM Lena Georgescu, Aarhus/Skolerne (2278) 2 point
7. – 10 WFM Ellen Fredericia Nilssen, Køge (2169) 2 point

God turnering af Jesper Søndergaard Thybo, der tog 2. pladsen med 7 point. Her sammen med turneringsleder Claus Marcussen. Foto: Mads Boe
De to unge spillere Jonas Buhl Bjerre og Filip Boe Olsen delte 3. pladsen med den høje score 6½ af 9. Foto: Mads Boe

Link til live: http://liveskak.dk/2020/chesshouse/december_gm/live/

Partierne kan også gennemspilles på Chess24: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/chess-house-gm-2020

Turneringen har sin egen hjemmeside: http://videoskak.dk/

Turneringstabellen: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26683

Hjemmesiden for Chess House: https://www.chesshouse.dk/

Billeder fra turneringen på DSU/Facebook:  https://www.facebook.com/media/set?vanity=DanskSkakUnion&set=a.10158253485209051