You are currently viewing Mads Andersen ny mand i front

Mads Andersen ny mand i front

Ratingfavoritten GM Mads Andersen (fotoet herover) er ny mand i den gule førertrøje ved DM i Svendborg.

I 7. runde torsdag havde Mads Andersen sort mod Martin Haubro. Haubros 1. e4 blev besvaret med 1. -, c6 og sort kom hurtigt godt med i partiet. Haubro fik dog kæmpet sig tilbage, men Mads Andersens tårnoffer i træk 31 skar lige igennem hvids kongestilling. Haubro kan stadig nå at score en GM-norm, men det kræver sejr i begge de to sidste runder.

GM Jonas Bjerre er kommet flot tilbage efter de to indledende nederlag. I dag gik det ud over den hidtil eneste ubesejrede i Landsholdsklassen, klubkammeraten Bjørn Møller Ochsner. Efter en spansk åbning tilbød Jonas Bjerre i flere træk, at Bjørn Ochsner kunne tage en kvalitet, og da han så endelig tog kvaliteten, gik det hurtigt den gale vej for Ochsner, der dog stadig kan score en GM-norm med sejr i de to sidste partier.

Gæstekommentator i en af de første runder, Esmat Guindy, fortale dengang, at GM Boris Chatalbashev er en meget dynamisk spiller. Chatalbashev har flere gange trænet det danske kvindelandshold, og de partier han vælger at undervise ud fra, har næsten altid en dynamisk vinkel. Når det lykkes, er det altid flot at se på, og i dag måtte den hidtil førende spiller, GM Allan Stig Rasmussen, se til, at hans konge aldrig kom i sikkerhed i form af rokade, og førstepladsen er nu overtaget af Mads Andersen.

Det er ikke Jens Ove Fries Nielsens turnering. I 7. runde tabte han til GM Jesper Thybo, der dermed kom op på 50%.

Sune Berg Hansen stod igen godt undervejs i dagens parti, men det ebbede ud til en remis mod FM Nicolai Kvist Brondt, der skal score 1½ af 2 for at score en IM-norm.

GM Sune Berg Hansen – syvdobbelt danmarksmester. Foto: Thomas Vestergård

Dagens resultater:
GM Allan Stig Rasmussen (2560) – GM Boris Chatalbashev (2517) 0 – 1
FM Nicolai Kvist Brondt (2214) – GM Sune Berg Hansen (2565) ½ – ½
IM Martin Haubro (2407) – GM Mads Andersen (2589) 0 – 1
IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) – GM Jesper Søndergård Thybo (2570) 0 – 1
GM Jonas Buhl Bjerre (2537) – IM Bjørn Møller Ochsner (2484) 1 – 0

Stillingen efter 7. runde:
1. GM Mads Andersen (2589) 5 point
2. – 3. GM Boris Chatalbashev (2517) 4½ point
2. – 3. GM Allan Stig Rasmussen (2560) 4½ point
4. – 6. GM Jonas Buhl Bjerre (2537) 4 point
4. – 6. IM Martin Haubro (2407) 4 point
4– 6. IM Bjørn Møller Ochsner (2484) 4 point
7. GM Jesper Søndergård Thybo (2570) 3½ point
8. FM Nicolai Kvist Brondt (2214) 2½ point
9. GM Sune Berg Hansen (2565) 2 point
10. IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) 1 point

8. rundes program:
GM Jesper Søndergård Thybo (2570) – GM Jonas Buhl Bjerre (2537)
GM Mads Andersen (2589) – IM Jens Ove Fries Nielsen (2395)
GM Sune Berg Hansen (2565) – IM Martin Haubro (2407)
GM Allan Stig Rasmussen (2560) – FM Nicolai Kvist Brondt (2214)
GM Boris Chatalbashev (2517) – IM Bjørn Møller Ochsner (2484)

I Kandidatklassen fører FM Poul Rewitz med maximum 4/4. Rewitz er regerende seniordanmarksmester i 50+ gruppen og har tidligere vundet Kandidatklassen.

FM Poul Rewitz – fører Kandidatklassen efter 4. runder. Foto: Claus Marcussen

Livekommentering fredag kl. 14.30 fra Chess House i Aarhus: https://www.twitch.tv/danskskakunion

Turneringen kan også følges på Chess24: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/danish-championship-2020/

Turneringstavlen til Landsholdsklassen og Kandidatklassen:
http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26268&groupId=7414&curtab=tour-table

DMs hjemmeside: http://skak-dm.dk/