You are currently viewing GM Allan Stig Rasmussen fortsat alene i spidsen

GM Allan Stig Rasmussen fortsat alene i spidsen

GM Allan Stig Rasmussen – fotoet herover – er fortsat alene i spidsen af Landsholdsklassen. I 6. runde slog han med sort GM Sune Berg Hansen i preussisk. Stillingen var længe helt i balance, og Sune kunne vist undervejs også have taget trækgentagelse. Sune har generelt haft problemer med tidnøden, og dagens runde var ingen undtagelse. I en bedre, men taktisk spændende stilling, træder han forkert med et par store fejl i både træk 39 og 40, som taber partiet direkte. Det er vist aldrig set, at Sune har tabt fire partier i træk i en turnering.

GM Mads Andersen er tilbage i topstriden efter en sikker hvid sejr over FM Nicolai Kvist Brondt. Allerede i åbningen i slavisk kom Nicolai under pres efter et bondeoffer. Mads havde for meget terræn, og den sorte dronning var fejlplaceret på a7 uden rigtig mulighed for deltagelse i spillet. Mads gik energisk til angreb på kongefløjen og pludselig var der en forceret mat i 6 træk.

IM Bjørn Møller Ochsner vandt dagens hurtigste parti mod turneringens ældste deltager IM Jens Ove Fries Nielsen. I en relativ lige stilling begik Jens Ove en stor fejl, der tabte en officer uden kompensation. Efter 17.-g4 var der pludselig ingen felter til den truede springer på d5.

IM Bjørn Møller Ochsner – ubesejret indtil nu. Skal score 2 point i de sidste 3 partier for at score en GM-norm. Foto: Thomas Vestergård

GM Jesper Søndergaard kom klart bedst ud af åbningen mod IM Martin Haubro. Allerede i træk 7 fik Jesper lavet en gunstig afbytning af en springer mod den hvidfeltede løber. I midtspillet får Martin ved solidt spil neutraliseret den hvide fordel, og da Jesper efter tidskontrollen presser for hårdt for en gevinst giver det bagslag.

Dagens længste parti var rundens eneste remisparti mellem GM Boris Chatalbashev og GM Jonas Buhl Bjerre. Boris pressede i det meste af partiet og vandt en bonde op mod tidskontrollen. Jonas fandt dog i slutspillet det bedste modspil ved at skubbe a-bonden langt frem. Det passive tårn på a1 sikrede tilstrækkeligt modspil til at de to farlige samlede bønder kunne holdes i skak.

6. rundes resultater:
GM Jesper Søndergård Thybo (2570) – IM Martin Haubro (2407) 0 – 1
GM Mads Andersen (2589) – FM Nicolai Kvist Brondt (2214) 1 – 0
GM Sune Berg Hansen (2565) – GM Allan Stig Rasmussen (2560) 0 – 1
IM Bjørn Møller Ochsner (2484) – IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) 1 – 0
GM Boris Chatalbashev (2517) – GM Jonas Buhl Bjerre (2537) ½ – ½

Stillingen efter 6. runde:
1. GM Allan Stig Rasmussen (2560) 4½ point
2. – 4. GM Mads Andersen (2589) 4 point
2. – 4. IM Martin Haubro (2407) 4 point
2. – 4. IM Bjørn Møller Ochsner (2484) 4 point
5. GM Boris Chatalbashev (2517) 3½ point
6. GM Jonas Buhl Bjerre (2537) 3 point
7. GM Jesper Søndergård Thybo (2570) 2½ point
8. FM Nicolai Kvist Brondt (2214) 2 point
9. GM Sune Berg Hansen (2565) 1½ point
10. IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) 1 point

7. rundes program:
GM Allan Stig Rasmussen (2560) – GM Boris Chatalbashev (2517)
FM Nicolai Kvist Brondt (2214) – GM Sune Berg Hansen (2565)
IM Martin Haubro (2407) – GM Mads Andersen (2589)
IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) – GM Jesper Søndergård Thybo (2570)
GM Jonas Buhl Bjerre (2537) – IM Bjørn Møller Ochsner (2484)

I Kandidatklassen fører FM Poul Rewitz med maksimum 3/3 med WIM Lena Georgescu på andenpladsen med 2½ point. De to spillere mødes i et topopgør torsdag. Seks spillere har 2 af 3.

Livekommentering torsdag kl. 14.30 fra Chess House i Aarhus med FM Jens Ramsdal og FM Mads Boe: https://www.twitch.tv/danskskakunion

Turneringen kan også følges på Chess24: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/danish-championship-2020/

Turneringstavlen til Landsholdsklassen og Kandidatklassen:
http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26268&groupId=7414&curtab=tour-table

DMs hjemmeside: http://skak-dm.dk/