Dagens 4. runde i Landsholdsklassen var i lighed med de tidligere runder præget af kampskak, og der blev fundet en vinder i alle fem partier. Ikke hver dag man ser i en turnering, at hvid vinder alle partierne.
Opgøret mellem GM Jesper Thybo og den førende spiller GM Allan Stig Rasmussen blev en spændende affære. Jesper stormede hurtigt frem på dronningefløjen, mens Allan klassisk søgte modspil i centrum. Det var en meget korrekt parti, hvor Jesper bibeholdte en lille fordel ud i tårnslutspillet, hvor Allan i træk 50 med 3 bønder på hver side, lavede den afgørende fejl.
GM Mads Andersen (fotoet øverst i artiklen) fik en lille men klar fordel ud af åbningen i engelsk mod GM Sune Berg Hansen. Sune fik dog hen ad vejen neutraliseret fordelen, og kom ind i et slutspil uden gevinstmuligheder. Sune var dog kommet i tidnød, og laver i træk 39 en blunder, som giver Mads muligheden for at ofre en officer for først to bønder, men hurtigt efterfølgende tre bønder, som bliver til en afgørende bondestorm.
IM Bjørn Møller Ochsner og FM Nicolai Kvist Brondt spillede fremstødsvarianten i caro-cann. Hvid fik en lille fordel, vandt en bonde på en lille taktisk finte, og kom i et vundet springerslutspil med en bonde mere. Bjørn vælger den rigtige plan til at realisere fordelen, men 52.Sd5 smider hele fordelen væk. Herefter er det remis, men 3 træk senere laver Brondt så en kæmpefejl, der straks taber partiet.
GM Jonas Buhl Bjerre kom endelig på tavlen med et helt point. I katalansk fik Jonas allerede i åbningen efter et kvalitetsoffer en fordel, som med to stærke løbere langsomt blev udbygget. Da Haubro får låst et tårn inde på a8, er partiet reelt afgjort.
GM Boris Chabaltashev vandt over IM Jens Ove Fries Nielsen i 31 træk. Dagens hurtigste gevinst. Boris stod hurtigt noget bedre på grund af terrænovervægt, og da Jens Ove forsøgte modspil blev det straffet. I en dårlig stilling laver Jens Ove i træk 27 den afgørende fejl.
Resultaterne i 4. runde:
GM Jesper Søndergård Thybo (2570) – GM Allan Stig Rasmussen (2560) 1 – 0
GM Mads Andersen (2589) – GM Sune Berg Hansen (2565) 1 – 0
IM Bjørn Møller Ochsner (2484) – FM Nicolai Kvist Brondt (2214) 1 – 0
GM Jonas Buhl Bjerre (2537) – IM Martin Haubro (2407) 1 – 0
GM Boris Chatalbashev (2517) – IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) 1 – 0
Med dagens resultater rykkede feltet tættere sammen i toppen. Hele fire spillere er kun et halvt point bagefter førende GM Mads Andersen i følgende stilling:
1. GM Mads Andersen (2589) 3 point
2. – 5. GM Jesper Søndergård Thybo (2570) 2½ point
2. – 5. GM Allan Stig Rasmussen (2560) 2½ point
2. – 5. IM Bjørn Møller Ochsner (2484) 2½ point
2. – 5. IM Martin Haubro (2407) 2½ point
6. GM Boris Chatalbashev (2517) 2 point
7. – 8. GM Jonas Buhl Bjerre (2537) 1½ point
7. – 8. GM Sune Berg Hansen (2565) 1½ point
9. – 10. IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) 1 point
9. – 10. FM Nicolai Kvist Brondt (2214) 1 point
5. rundes program:
GM Sune Berg Hansen (2565) – GM Boris Chatalbashev (2517)
GM Allan Stig Rasmussen (2560) – GM Mads Andersen (2589)
FM Nicolai Kvist Brondt (2214) – GM Jesper Søndergård Thybo (2570)
IM Martin Haubro (2407) – IM Bjørn Møller Ochsner (2484)
IM Jens Ove Fries Nielsen (2395) – GM Jonas Buhl Bjerre (2537)
Kandidatklassen startede mandag med 24 deltagere. Her er forhåndsfavoritterne IM Jacob Carstensen og FM Martin Matthiesen. Begge spillede dog remis i første runde. I toppen af gruppen var der sejre til FM Tim Jaksland og FM Poul Rewitz.
Livekommentering tirsdag kl. 14.30 med Peter Grove, FM Mads Boe og IM Filip Boe Olsen fra Chess House i Aarhus: https://www.twitch.tv/danskskakunion
Turneringen kan også følges på Chess24: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/danish-championship-2020/
Turneringstavlen til Landsholdsklassen og Kandidatklassen:
http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26268&groupId=7414&curtab=tour-table
DMs hjemmeside: http://skak-dm.dk/