Diverse Corona Informationer til DSU

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Tak til alle de ansvarlige klubber og ledere som reagerede hurtigt med aflysninger/udsættelser, og derved medvirkede til at Dansk Skak Union kom til at fremstå som en ansvarlig organisation. Det betyder rigtig meget for vores anseelse alle steder.

 

Vedrørende ikke færdigspillede turneringer, så har mange allerede spurgt og fået svar. Men for god ordens skyld, så afventer både DSU og FIDE naturligvis at turneringerne bliver færdige og kan rates. Der udstedes naturligvis ikke bøder for Corona forsinkelser, og der kommer heller ikke sanktioner såfremt nogle opgiver at færdigspille deres turneringer, og måske helt aflyser resterende runder.

 

Vi skal endnu engang opfordre til at klubberne reviderer indbydelsesdatoerne i turneringssystemet, eller helt sletter indbydelser hvis man har opgivet at gennemføre. Det er vigtigt for alle at kunne orientere sig mht. til fremtidige placeringer, så hjælp hinanden hermed. Kan man ikke finde ud af at redigere disse oplysninger, må man meget gerne henvende sig og bede om hjælp hertil.

 

Holdturneringer som endnu ikke er færdigspillede, får foreløbig god tid til at få det klaret i. De lokale hovedkredse bestemmer naturligvis selv hvad de gør, men i forhold til oprykninger fra hovedkredse til 2. division, har FU sammen med divisionsturneringsudvalget besluttet at være meget tålmodige, og acceptere afslutninger i sensommeren. Udvalget vil starte planlægningen af næste ud fra bedst mulige gæt på relevante resultater, og skulle det kikse med et gæt eller 2, må vi forsøge at leve med det, hvis det til den tid er for sent at ændre på planerne. XtraCon Skakligaen forsøger vi ud fra de samme principper at få færdigspillet – mesteren tør vi godt gætte på, men de 4-5 øverste er naturligvis vigtige i forhold til Europa cuppen for klubhold (hvis det gennemføres), og der skal helst spilles om nedrykningspladserne, hvis det er muligt.

 

DM i skak bliver en udfordring, for vi mangler jo de mange hellig- og fridage, som ellers er en forudsætning for de høje deltagertal. FU håber naturligvis det kan lade sig gøre at gennemføre i det mindste de turneringer hvor der kåres danske mestre, hvilket vil sige Landsholdsklassen og Kandidatklassen. Det er endnu for tidligt at gå i detaljer om afviklingsformen, men den vil jo helt sikkert blive påvirket af hvad der er praktisk og økonomisk realistisk på tidspunktet. Måske kan vi finde 9 dage i streg til LH klassen, måske skal turneringen deles over 2 – 3 perioder. Uanset hvad der bliver beslutningen, håber vi at kunne gennemføre på forsvarlig sportslig vis. Om der bliver plads til øvrige klasser vil i høj grad afhænge af priser på spillestedet – man skal næppe være professor for at regne ud at der bliver trængsel om konferencelokalerne når samfundet atter kommer i gear, og dermed nok også væsentligt højere priser end vi normalt betaler.

 

Delegeretmødet gennemføres naturligvis også når det bliver muligt. Dagsordenen ligger jo allerede fast, men der kommer en ny indkaldelse med fristoverholdelse etc. når tid er, således at de delegerede har fornuftig tid til at passe mødet ind i kalenderen. Og for lige at slå det helt fast, delegeretmødet bliver ikke nødvendigvis placeret sammen med DM.

 

Naturligt nok er der kommet øget fokus på on-line skak, og flere klubber har ligefrem etableret “klubaftener” på denne måde. Disse initiativer kan vi naturligvis kun hilse velkommen, og som man allerede har kunnet læse på skak.dk, er der hjælp at hente for de klubber som gerne vil i gang.

 

Poul Jacobsen

 

dsu corona