Magnus Carlsen vandt VM i hurtigskak

I hvert fald et par dage endnu sidder Magnus Carlsen på alle tre VM-titler, lang betænkningstid, hurtig- og lynskak. I går vandt han VM i hurtigskak for første gang siden 2014. I sidste runde behøvede han en remis mod Hikaru Nakamura fra USA, der ikke var fjendtligt indstillet og hurtig tilbød remis til stor jubel på norske fjernsyn, NRK, hvor turneringen blev fulgt live. Søndag og mandag spilles VM i lyn, der også bliver vist i norsk TV.

 

carlsen vm
Magnus Carlsen vandt VM. Han er også favorit ved VM i lyn, der spilles søndag og mandag. Foto: https://wrbc2019.com/media/photos


Nakamura vandt bronze, mens 16-årige GM Firouzja Alieresaz (2614) overraskende tog sølvet. Alieresaz var ved start blot seedet som nummer 69 blandt de 207 deltagere i den åbne række, da man benytter hurtigskakratingtallet. Han stillede op under FIDE-flag i turneringen, da hans fødeland Iran ikke ønsker, at deres atleter møder spillere fra Israel, hvilket er meget besværligt i en turnering som VM i lyn- og hurtigskak. Alieresaz har forladt Iran og bor nu i Paris. Der er spekulationer om, at Firouzja Alieresaz fremover vil repræsentere Frankrig internationalt, hvilket vil gøre Frankrig til noget af en stormagt på skakscenen med Maxime Vachier-Lagrave (2780) som førstebræt og GM Firouzja Alieresaz med Elo-tallet 2723 i normal skak.

Hos kvinderne vandt GM Humpy Koneru fra Indien guld foran GM Lei Tingjie fra Kina og IM Ekaterina Atalik fra Tyrkiet. Fra Danmark deltog Esmat Susanne Guindy og Ellen Fredericia Nilssen.

 

Ellen Fredericia Nilssen skriver til skak.dk:

 

Skakspillere har et ry blandt ikke-skakspillere for at være matematisk-egnede. Dette ry har vi i dag taget til os, da vi har udregnet, hvor mange træk vi gennemsnitligt spillede i hurtigskak for at se, hvordan vi kan forbedre os i lynskak. Selvfølgelig skal vi også sammenligne vores resultater med andres for at få den mindst mulige fejlprocent.

Med 3,5/12 spillede jeg i alt 588 træk i turneringen, der giver et gennemsnit på 49 træk pr. parti. For Esmat gik det lidt bedre med 5/12, og hun spillede “kun” 510 træk, der giver et gennemsnit på 42,5 træk pr. parti. Ser vi kun på disse resultater, kan vi altså konstatere at for at klare det bedre, skal man spille færre træk. Dog tænker vi her, at det er en god ide at sammenligne med Magnus Carlsen for at få det mest retvisende resultat. Fordelt på 15 partier fik Magnus 11,5 point og spillede 649 træk. Det er et gennemsnit på 43,3 træk pr. parti. Aha! Så for at Esmat og jeg skal klare det bedre, så kræver det altså, at vi finder en gylden middelvej. Esmat skal spille flere træk, og jeg skal spille færre, og så skal vi nok kunne leve op til Magnus’ standarder.

 

esmat ved_vm
Esmat Susanne Guindy ved brættet. Foto: Ellen Fredericia Nilssen

I går på den tredje og sidste dag af VM i hurtigskak fik vi skrabet 3,5/8 sammen. For Esmat blev det til 1,5/4, hvilket fra stillingerne synspunkt virker meget fair. Dog skal der også nævnes hendes flotte gevinstparti i fransk mod WGM Heinemann fra Tyskland. Esmat vil gerne med det parti sende en hilsen til alle fransk-spillere og ønske dem et godt nytår!

 

For mig selv blev det for første gang i turneringen til 50% altså 2/4. Dagens første parti mod WGM Bogumil var fantastisk kompliceret. Langt hen ad vejen så det ud til, at jeg spillede et klasseparti, men da tiden gik længere og længere ned blev det mere og mere forvirrende. Jeg missede mat i tre, hun missede evigskak, jeg missede mat i to, hun missede mat i mange, men til sidste kom jeg op på toppen og fik hevet sejren hjem. De næste to partier var desværre ikke til min fordel, men til gengæld sluttede jeg turneringen med et dejligt parti.

I dag er det lynskak, som nok også er den disciplin jeg har glædet mig mest til, og nu med vores matematiske udregninger ved vi lige præcis, hvad der skal til!

Ellen Fredericia Nilssen

 

Resterende program for turneringerne – kvinderne spiller færre runder:
Søndag den 29. december kl. 13:00: Lynskak dag 1 – runde 1-12 // 1-9
Mandag den 30. december kl. 13:00: Lynskak dag 2 – runde 13-21 // 10-17

Tidskontrollen i lynskakken er 3 minutter + 2 sekunder.

Live på Chess24: Åben række og Kvinderækken.

Link til hjemmesiden for King Salman World Rapid and Blitz Championships: wrbc2019.com