Fra Ellen Kakulidis har skak.dk modtaget en beretning om, hvordan det er flytte til et andet land, og uden rigtig at kende nogen, kan man da altid bruge skakken som udgangspunkt for at komme ud og møde andre mennesker:
Hej alle hjemme i Danmark og andre medlemmer af DSU, her kommer del 1 af en beretning om, hvordan det er at flytte til et andet land og være skakspiller. En kort rapport fra Zürich i Schweiz!
Det er meget sjovt, hvordan man kan blive kastet ud i et udvekslingssemester, med alt administration, besvær og nye ting som hører med, og alligevel er noget af det første man tænker på: ”hvor er den nærmeste skakklub”. Det besynderlige er, at jeg kendte lige præcis en person som bor i Zürich, GM Nico Georgiadis, som jeg mødte til ungdoms EM i Batumi i Georgien 2014! Til alle dem som ikke kan huske min blog fra dengang, så var det hans hold der blev trænet af Arthur Yussupov og førte til, at jeg gemte mig under et bord i spisesalen, fordi jeg var så star struck. Det at skabe kontakter både indenfor Danmark og ude i verdenen, har på alle mulige overraskende tidspunkter kommet mig til gode. De bekendtskaber man tilegner sig til ungdoms turneringer er også vigtige, og kan for nogle være det som gør, at man holder fast i skakken og det tilhørende univers – jeg er glad for at DSU gav mig muligheden for at komme afsted dengang, og det er klart noget jeg fremhæver for de unge skakspiller, som stræber efter at blive bedre.
Men for at komme videre i historien… En hurtig besked til Nico, og så fik jeg en liste med potentielle klubber, turneringer og trænere i nærheden! En af de faglige grunde til at jeg valgte at tilmelde mig skakklubben Winthertur, er deres fine udbud af elitetræning. Det er utroligt vigtigt for mig at holde mine skaklige kompetencer vedlige, nu hvor OL kan skimtes i horisonten. Noget at det som jeg kan fornemme, at de Schweiziske klubber gør rigtig godt, er at implementere, at de bedste skakspiller i klubben på skift skal undervise og holde oplæg om partierne efter holdkampene. Det er simpelthen indskrevet i deres kontrakt, og det danner en dejlig bro mellem de bedste og klubbens øvrige medlemmer. Gratis læring til alle og alle niveauer, som møder op.
Så selvfølgelig sad jeg klar på forreste række… imens det langsomt gik op for mig, at resten af træningen nok også ville være på Schweizer-tysk, ups. Heldigvis, har den skaklige verden inkorporeret nogle af de tyske termer, så som zugzwang og så havde jeg nogle i baglommen, da Nils (Grandelius) yndlingsudtryk er gegenspiel. Man har ikke brug for så meget andet, skak er trods alt et internationalt sprog og jeg endte med at lære en masse. Også en smule tysk!
Temaet for træningen var omplacering af brikker. Find den værst placerede brik og dens potentielle felt. Her er et eksempel, hvor sort trækker:
Mnatsakanian, Eduard A – Taimanov, Mark E: Yerevan 1986: 14.-,Sa5! Den skal videre til det fine felt på c4. Efter 15.Lb6 kommer 15.-,Dxb6 16.Dxb6,Lc5! Eller bare 15.-,De8. Det er skønt når det positionelle og taktiske hænger sammen.
Både mit tyske og franske er kommet på prøve mere end en enkelt gang hernede, da jeg egentligt bare er ret så dårlig til begge. Det er lidt sjovt, hvordan mit ordforråd på begge sprog faktisk er bedst, når der tales om skak. Da jeg modtog den Schweiziske version af skakbladet, kom jeg igennem et par artikler. Kan dog konstatere, at det er noget vi gør meget bedre derhjemme. Jeg kan dog godt lide, hvordan de har fokus på at have en masse forskellige interviews og artikler, fra alle niveauer og skaklige områder, men det er altså bare mindre lækkert med et blad i sort-hvid.
Der er alligevel noget fortrøstende I at man aldrig er helt alene som skakspiller, næsten uanset hvor I verden man tager hen, kan man regne med at der står en skakklub klar med åbne arme, et skakspil og noget socialt samvær… eller som Fide udtrykker det ”Gens una sumus”.
Følg med de næste par gange, hvor jeg skriver om holdturneringerne og klubturneringerne i Schweiz samt skakmiljøet udenfor klubben.
Ellen Kakulidis