Senior DM i hurtigskak

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Som vi tidligere har omtalt, blev der i den forgangne weekend spillet DM i hurtigskak i Helsingør. Skak.dk har modtaget følgende fra Helsingør Skakklubs formand, René F. Weichel:

 

Helsingør dominerede DM i hurtigskak for seniorer

Helsingør Skakklub, 8. hovedkreds og DSU stod for årets DM i hurtigskak for seniorer. Det var første gang at turneringen blev afholdt i Helsingør og blev afviklet i særdeles behagelige omgivelser på Strand- og Badehotel Marienlyst.

I gruppen 65+ var Ole Bøgh Larsen rating favorit og startede ud som nr. 1 i gruppen. Ole lagde sig hurtigt i spidsen efter de første 3 runder med maksimumpoint. Herefter blev det til remis mod henholdsvis Søren Holm Jensen fra Brønshøj Skakforening og Preben Schavitshy Dalberg fra Holbæk Skakklub. Det betød at Ib Skovgaard kom á point på trods af nederlaget til Ole i tredje runde. Men Ole fortsatte med aktiv angrebsskak der resulterede i endnu to point og var derved oppe på 6 point. I sidste runde ventede FM Jørgen Hvenekilde fra Nørrebro Skakklub, der skulle vinde for at være sikker på 3. pladsen. Kampen endte med en remis og derved kunne den Skandinaviske rekordholder i blindskak kalde sig Danmarksmester for første gang i karrieren.

1. Ole Bøgh Larsen, Helsingør Skakklub
2. Ib Skovgaard, BMS Skak
3. FM Jørgen Hvenekilde, Nørrebro Skakklub
Ratingpræmie Hans Haagen Larsen, Enkeltmedlem – indland

 

ob larsen

Danmarksmester Ole Bøgh Laesen i midten flankeret af turneringsleder Per Rasmussen og Helsingørs formand René F. Weichel. Foto: Helsingør Skakklub

 

I +50 (som for nogle blev kaldt for juniorgruppen) var der mere spænding om resultatet. FM Kåre Hove Kristensen fra Skakklubben Nordkalotten var klar rating favorit, men fik en svær turnering især mod de lokale spillere fra Helsingør. Det var en meget lige gruppe og efter lørdagens 4 runder var det to spillere fra Helsingør som lå i front med 3½ af 4 mulige. Det betød at der var lokalopgør i 5 runde mellem Kristian Bjørneboe og Jan Rimer. Her blev det til remis efter et svært tårnslutspil og som det skulle vise sig blev Jan Rimers kæphest i de sidste runder. Her blev det blandt andet til remis mod FM Kåre Hove Kristensen i 7. runde hvilket betød at Jan var oppe på 5 point. Det var nu Jesper Schultz-Pedersen fra Allerød Skakklub og Mogens Henrik Thuesen (enkeltmedlem) der førte gruppen med 5½ point hver.

 

Jesper og Mogens skulle mødes i sidste runde og de kunne hver især sikre sig 1. pladsen ved en gevinst. Men de måtte begge nøjes med remis og endte på 6 point hver. Jan Rimer skulle derfor vinde det sidste tårnslutspil for at have en chance for at vinde gruppen. Det lykkes at hive den sidste gevinst hjem efter endnu et tårnslutspil og endte ligeledes på 6 point. Der var herefter en del ventetid og efter korrektionberegningen stod det klart at Jan Rimer blev Danmarksmester i +50 gruppen. Helsingør Skakklub blev derved dobbelt Danmarksmester i hurtigskak på hjemmebane.

 

1. Jan Rimer, Helsingør Skakklub
2. Jesper Schultz-Pedersen, Allerød Skakklub
3. Mogens Henrik Thuesen, Enkeltmedlem – Indland
Ratingpræmie Palle Skov, Valby Skakklub

 

jan rimer

Danmarksmester Jan Rimer i midten. Foto: Helsingør Skakklub