Jonas Bjerre i front i U14

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Ved Ungdoms EM i Letlands hovedstad Riga er IM Jonas Bjerre kommet flyvende fra start med sejre i de første tre runder. Der er selvfølgelig stadig meget langt til en medalje, men som vi glæder os over, har han allerede et halvt point mere end sidste år på samme tid i Rumænien. Dagens parti mod Dragos Ceres (2211) fra Moldova var længe helt lige, og det var først i slutspillet med dronning + løber på hver side, at det lykkedes Jonas at snyde modstanderen og tage hele pointet. 

 

 

God start i turneringen af Danmarks medaljehåb IM Jonas Bjerre. Foto: Mads Boe

 

Filip Boe Olsen fik sit første hele point mod Isa Ozgur (2020) fra Tyrkiet. Måske derfor blev Filip efterfølgende udtaget til “random anti cheating control”, hvilket betød at han måtte tømme alle lommer og efterfølgende blev tjekket af en metaldetektor. En lidt spøjs og anderledes oplevelse. 

 

Efter nogle dage i Riga er hele delegationen kommet ind i en fast rytme, hvilket er lettest for alle, da vi nu ved hvor og hvornår vi mødes i løbet af dagen. Ellers bruger vi Messenger til at koordinere, hvor der er oprettet en fællesgruppe der selvfølgelig hedder “de danske vikinger i Riga”.

 

På vores hotel har vi haft svært ved at finde et sted at sidde til både forberedelse om formiddagen og partigennemgang om eftermiddagen og aftenen. Heldigvis har Finn Stuhr forhandlet lidt med receptionen, således at vi fra denne runde har fået vores eget konferencerum, med rigtige borde, god belysning og ingen støj fra andre. En klar forbedring for os alle! 

 

 

En koncentreret Vitus Bondo Medhus fra Evans er fortsat ubesejret i turneringen. Foto: Fra arrangørernes hjemmeside

 

Lukas Iskos kom endelig på tavlen i U12 med fine taktiske pointer og stort udviklingsforspring: 

 

 

 

Godt spillet parti af Lukas Iskos. Bag Lukas ses Finn Stuhr. Foto: Mads Boe

 

Det kommer til at blive svært at opfylde målsætningen om de 50%. Efter de første tre runder har vi endnu ikke nået 9 point for en runde, men vi er fortrøstningsfulde og alle spillere er stadig ved godt mod.  

 

 

 

I runde 4. er IM Jonas Buhl Bjerre igen eneste danske spiller på live. Han spiller sort mod polakken Maciej Czopor (2220) fra dette link: http://www.eycc2018.eu/live/

 

Link til hjemmesiden for European Youth Chess Championship U8-U18 2018: http://www.eycc2018.eu/

 

Link til resultater for de danske spillere: HER