Forhåndsfavoritten GM Jonny Hector fra Nordkalotten vandt ØBRO Nytår 2017 med 6 af 7 og ½ points forspring til IM Mikkel Djernæs Antonsen og IM Jakob Aabling-Thomsen. Hector har vundet turneringen flere gange og var også forsvarende mester. Turneringssejren kom i hus med Hectors sædvanlige skarpe og kompromisløse spil, der ikke levner plads til mange remiser. Undervejs tabte han til IM Mads Hansen, men resten af partierne blev vundet.
GM Jonny Hector vandt førstepræmien på 7.000,- kr. Foto: Thomas Vestergård
To spillere forblev ubesejrede i turneringen, IM Mikkel Djernæs Antonsen og IM Jakob Aabling-Thomsen. En vinder af deres indbyrdes parti i sidste runde havde delt sejren med Hector, men efter 70 træk blev partiet remis med kun seks brikker tilbage på brættet.
Hector slog en anden svensker i sidste runde, Thomas Johansson (2160), en af turneringens positive overraskelser. Med 5 af 7 vandt Thomas Johansson 49 Elo-point.
En anden spiller, der vandt meget rating, var 15-årige Nicolai Kistrup, der kunne sætte 82 point ind i Elo-banken.
Nicolai Kistrup nu med 2078 i Elo. Foto: Thomas Vestergård
Også den lokale Viktor Haarmark Nielsen gjorde en god figur i turneringen og har nu næsten 2300 i rating.
Viktor Haarmark Nielsen – nyt Elotal på 2298. Foto: Thomas Vestergård
Se resultater og mange partier her.