Turneringsarrangør Peter Stuhr fra K41 har sendt følgende til skak.dk:
Jens Hartung-Nielsen vinder Senior KM
Fra 7.-14. oktober har det første Københavnsmesterskab for seniorer været afholdt i Skakklubben K41. Som led i starten på en ny tradition, blev der lige som ved danske mesterskaber afholdt en stævnefest med god mad og mange gamle og nye historier.
Da der kun var 7 tilmeldte i gruppen 50+, blev der spillet i én stor Schweizer-gruppe for spillere i 50+ og 65+.
Allerede i første runde kom de første indikationer på at ratingfavoritterne ikke skulle føle sig sikre på noget. Dick Sørensen, Frederiksberg, favorit i 50+ måtte allerede her se sig slået af en af turneringens to store overraskelser, Johnny W. Andersen.
Efter 3. runde lignede det at Jørgen Hvenekilde, Nørrebro, havde fundet storspillet frem med 3/3 og da hans nærmeste konkurrenter havde måttet smide et halvt point til lavere seedede spillere, havde han en lille matchbold inden de sidste 4 runder. 50+ derimod kunne blive hvad som helst. Af de 7 spillere lå 6 af dem indenfor ½ point, hvor ingen havde scoret mere end 50%.
Inden 6. runde havde 4 spillere (alle i 65+) skilt sig ud med 4/6. Favoritterne Hvenekilde, Eric Brøndum og Jens Hartung-Nielsen (de to sidste begge K41) havde fået selskab af turneringens anden store overraskelse, Niels Møller Rendlev, Frederiksberg og skulle i indbyrdes opgør. Hvenekilde har på dette tidspunkt en bedre korrektion og måske havde det indvirkning på at resultatet mellem ham og Rendlev endte remis og da Hartung vinder over Brøndum var matchbolden nu på Hartungs hænder inden sidste runde.
Da Hvenekilde tager remis i sidste runde mod klubkammeraten, Christian C. Strachan og Jan Bauner, K41, efterfølgende tilbyder Hartung remis (i en nok meget tabt stilling) kan Hartung tage mesterskabet, da han selvom Rendlev skulle slå Brøndum, vil have en bedre korrektion end Rendlev. Rendlev taber dog og Brøndum deler 2. pladsen med Hvenekilde.
Jens Hartung-Nielsen, K41 – sikker vinder af Senior KM. Foto Thomas Vestergård.
Rendlev deler 1.-2. pladsen i ratinggruppen med 4½/7 sammen med Johnny W. Andersen og samlet 4.-6.pladsen i turneringen.
Niels Møller Rendlev, Frederiksberg – med fremme hele turneringen. Foto Thomas Vestergård.
Gruppen 50+ skulle først finde sin vinder, da sidste parti var færdig. Inden sidste runde var kun én ting sikkert. Titlen ville gå til en spiller fra Frederiksberg. Bjarke Rosenborg Winther, Dick Sørensen og Ole Overmark havde 3/6 og kun Bjørn Olsen med 2½ kunne indhente dem. Da Dick spillede remis, Ole tabte og Bjørn vandt skulle Bjarke kæmpe for titlen. Undervejs mente flere at Bjarke stod til tab. Der gik rygter om at han var materielt bagud, men han havde nu en springer for 2 bønder og som spillet skred frem blev det mere og mere sikkert at Bjarke ville gå sejrrigt ud og dermed tage den første titel i 50+.
Bjarke Rosenborg Winther, Frederiksberg, vandt 50+ gruppen. Foto Thomas Vestergård.
Skakklubben K41 afholder mesterskabet igen i 2018 i samme uge.
Peter Stuhr
Partier: liveskak.dk/2017/seniorKM/
Resultater: turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=24515