136 tilmeldte til DM

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

I skrivende stunde er der 136 tilmeldte til årets DM i skak der afvikles i smukke omgivelser på Hotel Comwell Sport i Rebild Bakker. Spillestedet ligger 2,6 km. fra Skørping station, en gåtur på ca ½ time, men arrangørerne tilbyder også privat kørsel til og fra stationen på udvalgte tidspunkter.

 

Tilmeldingsfristen for Landsholdsklassen udløber her på mandag den 27. marts kl. 23:59, mens man kan tilmelde sig så længe der er plads i de øvrige grupper.

 

Her tre dage før sidste frist, er der 10 tilmeldte i Landsholdsklassen:

GM Mads Andersen (2542), Skanderborg

GM Allan Stig Rasmussen (2534), Jetsmark
IM Igor Teplyi (2450), Nordre
IM Mads Hansen (2434), Skanderborg
IM Bjørn Møller Ochsner, (2428), Århus/Skolerne
FM Jacob Sylvan (2416), Nordkalotten
FM Jesper Søndergaard Thybo (2411), Jetsmark
IM Jakob Aabling-Thomsen (2401), Brønshøj
IM Jacob Carstensen (2396), Brønshøj
GM Jens Kristansen (2387), Bornholm

 

Som vinder af Kandidatklassen 2016 i Svendborg, er den nye Internationale Mester Jesper Søndergaard Thybo forhåndskvalificeret til DM ligesom sidste års danmarksmester, GM Mads Andersen.

 


Jesper Søndergaard Thybo – sikker på deltagelse i Landsholdsklassen. 

 

 

Mads Andersen – forsvarende Danmarksmester og højestrated i feltet af tilmeldte. 

 

De øvrige otte pladser i Landsholdsklassen går til de højstratede ved tilmeldingsfristens udløb. Som det ser ud lige nu er der mulighed for, at der kan scores GM-normer i turneringen. Men den lavestratede der er tilmeldt på nuværende tidspunkt er GM Jens Kristiansen, så arrangørerne må spændt vente til mandag aften med en afklaring på om turneringen bliver normgivende, da der ofte sker tilmeldinger helt op til det sidste minut på dagen for sidste tilmelding.  

 

Den endelige deltagerliste i Landsholdsklassen 2017 offentliggøres her på skak.dk tirsdag den 28. marts. 

 

Tilmeldingen til DM i Lyn er også åbnet nu. Lyn DM spilles traditionen tro Langfredag kl. 19.00 og ca. frem til midnat. Sidste tilmelding til DM i Lyn er Skærtorsdag kl. 18.00.

 

Link til indbydelsen til DM: HER