Hård medfart ved ungdoms VM

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

 

De danske spillere har ikke indtil videre klaret sig alt for godt ved Ungdoms VM i Khanty-Mansiysk. Holdleder Leif Kristensen skriver fra en dag, hvor det kun blev til et halvt point:

 

5. runde: Massakre! Desværre gik det ud over de danske spillere.

I U-14 spillede Filip sort i en afbytningsvariant i slavisk mod Maxim Fomin Ukraine (1941), men Filip forsøgte at undvige en alt for symmetrisk stilling – desværre uden det store held. I stedet fik modstanderen et gevaldigt angreb, der skar lige igennem Filips stilling, selv om Filip kæmpede godt, var der intet at gøre.

 

 

Filip Boe Olsen har indtil videre skuffet ved ungdoms VM. I morgen er der en tiltrængt hviledag. Foto: Fra turneringens hjemmeside

 

Thomas havde hvid mod Nikita Vaino Estland (1781) i en Caro-Kann. Thomas kom bedst ud af åbningen, men får ikke spillet fortsættelsen helt præcist, så sort får modspil. Thomas overser flere gode fortsættelser og ser syner, så det lykkes modstanderen at narre Thomas – Thomas taber en officer, hvorefter modstanderen afvikler til et vundet slutspil.

I U-16 mødte Bjarke med sort FM Andrey Shkurkin Rusland (2190). Han spiller normalt altid 1. d4, men i dag spillede han 1. e4, så Bjarkes forberedelser gik fløjten. Det blev 4-bonde-varianten i Kongeindisk, så det blev en skarp stilling med komplikationer. Efter et par mindre unøjagtigheder fra både hvid og sort, ender det med en trækgentagelse.

I U-18 havde Jesper hvid mod IM Khalid Mousavi Seyed Iran (2412) og de spillede engelsk. Jesper fik ikke spillet midtspillet helt præcist, så modstanderen greb initiativet og spillede godt, så Jesper blev langsomt krøllet sammen uden at få modchancer.

 

Så alt i alt blev det i dag kun til ½ point. I morgen er der fridag – tiltrængt efter dagens bank. Nu kan det kun gå fremad!

 

Resterende program for turneringen:

 

Fridag: Tirsdag den 27.09 
Runde 6: Onsdag den 28.09 kl. 12:00 
Runde 7: Torsdag den 29.09 kl. 12:00 
Runde 8: Fredag den 30.09 kl. 12:00 
Runde 9: Lørdag den 01.10 kl. 12:00 
Runde 10: Søndag den 02.10 kl. 12:00 
Runde 11: Mandag 03.10 kl. 08:00

 

Link til hjemmesiden: http://wy2016.fide.com/