Kaos i Baku

  • Post author:

Landstræner Lars Schandorff skriver om 1. runde i den åbne række ved OL i Baku:

 

“Der er altid en del kaos, når en skak-olympiade skal i gang. Sådan er det også i Baku. Rekordmange 180 hold i den åbne række viser, hvor stort det efterhånden er blevet. Der er mange praktiske ting, der skal på plads. Det første problem skabte vi dog selv, da en af spillerne stod i Kastrup Lufthavn uden sit pas. Så kommer man altså ikke til Tyrkiet, hvor vi skulle mellemlande, for slet ikke at sige til Aserbajdsjan, som oven i købet kræver visum. Jeg tror Sune skylder sin kæreste en stor buket blomster, hvis det overhovedet kan gøre det, for i ekspresfart at køre tilbage og hente det, så han akkurat nåede med flyet.

Efter en lang dags rejse stod vi så endelig på hotellet, hvor den rutinemæssige kamp om værelser, så kunne begynde. Vi fik det meste, men mangler dog et værelse. Her et døgn efter er det endnu ikke løst, men det skal nok gå i orden. Håber vi. Heldigvis er humøret højt på holdet. Nu skal der spilles noget skak!

 

Danmark er blot seedet som nr 42, sådan er niveauet i moderne topskak. Vi har ellers et rigtig stærkt hold. Men det er der andre, der også har. Første runde byder typisk på en eksotisk modstander, i år Malawi. Sportsligt er det måske ikke så interessant, men det gælder om at komme godt i gang.

 

Jeg skulle sidde over og valgte at blive på hotellet. Som reserve har man ingen adgang ind til selv spilleområdet, så der er ikke meget at lave i den store hal. Forholdene er gode, det kunne jeg se på livebillederne fra Chess24. Der glædede jeg mig også til at følge den danske match. Dækningen fungerede tilsyneladende ikke. Kun i Sunes parti kom der nogle træk og efter kort tid stod der 4-0 til Danmark på tavlen. Mærkeligt! Det viste sig, at kun førstebrættet var mødt op, så hele holdet blev bortdømt. Lidt et antiklimaks, når det primære mål var at få spillet i gang. Pointene skulle nok være kommet alligevel. Men som sagt, det er altid kaotisk i starten. I morgen er der en ny dag, og der plejer tingene at glide.”

 

Kun en enkelt spiller fra Malawi dukkede op til runden. Derfor blev holdet diskvalificeret. Det er uvist hvad årsagen er, men der har generelt været problemer med visum i forbindelse med indrejse til Aserbajdsjan. 

 

Link til hjemmesiden for turneringen: http://www1.bakuchessolympiad.com/