Lidt nemmere at vælge turnering

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Bernhard CCC_15

Det er blevet noget nemmere at være kørestolsbruger i det danske organiserede skakmiljø. Men det kan godt blive endnu bedre.

 

– Nu kan jeg med et enkelt blik over indbydelser se, hvilke turneringer, jeg kan deltage i eller ej, så det er en kæmpe forbedring, når jeg skal vælge en turnering, siger Bernhard W. Sørensen fra Hillerød Skakklub. (foto fra Copenhagen Chess Challenge 2015 af Lars-Henrik Bech Hansen.)

 

Bernhard er permanent kørestolsbruger og har tidligere på skak.dk efterlyst en mulighed for om dog ikke der kunne oprettes bare en afkrydsningsmulighed i indbydelserne, så man/han ikke hver gang skulle ringe til arrangørerne og høre om han kunne komme ind i spillelokalet.

 

Læs den første artikel her

 

– Nu mangler vi bare, at klubberne rent faktisk også udfylder den rubrik. Ser man på det aktuelle udbud af turneringsindbydelser, mangler der en del. Men jeg går ud fra, at de ikke kunne se feltet på det tidspunkt, de oprettede turneringen, siger Bernhard diplomatisk.

 

Hensyn gælder begge veje
Som kørestolsbruger er der også et hensyn at tage over for arrangørerne. Og det er til gavn for den handicappede selv og hele turneringens afvikling.

 

– Som kørestolsbruger er det også vigtigt, at vi selv oplyser arrangørerne om at vi kommer i kørestol og derfor har brug for lidt ekstra plads i lokalet. Hvis vi husker at fortælle det inden turneringen, har arrangørerne en chance for at tage hensyn til, hvor vi skal sidde.

 

Klubber bør have mod på at kontakte deres kommune

Bernhard W. Sørensen tilføjer, at det ikke er helt tilfredsstillende, at der stadig er mange klubber der har dårlige adgangsforhold.

 

– Men nu får de måske mod til at bede deres kommune om bedre forhold, så de kan tilbyde bevægelseshæmmede at besøge deres klub og blive medlem.