Jonas Bjerre Nordisk Mester

Ungdomslandstræner Mads Boe har netop været leder af en større dansk delegation ved Nordisk Mester i skoleskak, der blev afholdt på Færøerne. Her følger hans beretning fra stævnet.

Jonas Bjerre fra Skanderborg blev en overbevisende Nordisk Mester i skoleskak ved weekendens stævne i Klaksvik på Færøerne. Efter at have vundet de første 4 partier i sikker stil, tog han to hurtige remiser for at sikre sig titlen med scoren 5/6.

 

gruppe E
Jonas Bjerre i midten med pokajen (foto: Anne Bjerre)

Det blev til en sølvmedalje til Filip Boe Olsen fra Viby Skakklub. Han vandt alle partier, på nær det vigtige parti mod hans nærmeste konkurrent, den forsvarende mester i D gruppen, Toivo Keinanen fra Finland, i runde to.

 

gruppe D
Filip Boe Olsen yderst til højre (foto: Anne Bjerre)

Endelig blev det til en bronzemedalje til Sophus Mechlenburg Møller fra Frem, da han i en meget jævnbyrdig gruppe sluttede med scoren 4/6.

 

gruppe C
Sophus Mechlenburg Møller yderst til højre (foto: Anne Bjerre)

Danmark vandt en jævnbyrdig holdkonkurrence, hvor man lægger de enkelte spilleres score sammen for det enkelte land. Stillingen blev:

1. Danmark 36,5 point
2. Norge 34 point
3. Sverige 33 point
4. Island 33 point
5. Finland 27 point
6. Færøerne 16,5 point

Årsagen var en solid præstation af alle spillere, hvor ingen af de danske spillere scorede under 50%:

Gruppe A:
4. Rasmus Thøgersen, Skive 4 point
8. Viktor Haarmark Nielsen, Øbro 3 point

Gruppe B:
5. Jesper Søndergaard Thybo, Jetsmark 3,5 point
7. Mikkel Manosri Jacobsen, BMS 3 point

Gruppe C:
3. Sophus Mechlenburg Møller, Frem 4 point
8. Bjarke Hautop Kristensen, Sorø 3 point

Gruppe D:
2. Filip Boe Olsen, Viby 5 point
5. Nicolai Kistrup, BMS 3 point

Gruppe E:
1.Jonas Bjerre, Skanderborg 5 point
6. Nienke van den Brink, GSF-Caïssa 3,5 point

Arrangementet var meget vellykket. Stævnet blev holdt i Færøernes næststørste by Klaksvik, efter danske forhold en lille by med knap 5000 indbyggere. Man både boede og spillede på byens eneste hotel, mens maden blev indtaget i et forsamlingshus næsten ved siden af hotellet. Da det i februar måned på Færøerne statistisk set regner 25 dage, var det begrænset hvad der var af muligheder for sightseeing udover lidt gåture mellem bygerne. Programmet var nu også hårdt med dobbeltrunde hver dag, så alligevel begrænset hvad der ville have været tid til.

 

NM Klaksvik_2015
De danske deltagere og landstræner Mads Boe (foto: Anne Bjerre)


Resultater, billeder og nyheder fra turneringen kan findes på www.faroechess.com

 

Mads Boe