VM for Ungdom 2013 – 3. runde

Arrangørerne af VM for Ungdom i De Forenede Arabiske Emirater har nu fået gang i live-dækning og live-kommentering. I dag lørdag spilles der to runder, så der skulle være nok at se på.

 

Ungdomslandstræneren skriver:

 

Af Mads Boe
U-VM Runde 3
Runde 3 til U-VM blev desværre også en runde, hvor vi ikke helt opnåede de point vi havde håbet på. Vi var favoritter på 4 ud af de 5 brætter, men måtte nøjes med 50%.

U10: Igen var Filip Boe Olsen først færdig af de danske spillere. han mødte Augustas Gucaga (1563) fra Litauen. Filip havde forberedt sig mod Lenningrad-varianten i Hollandsk, og fik efter 7.d5 en god stilling. Efter at have gennemført e4, blev bonden på e7 svag, og pludselig var der en smart taktisk pointe, der vandt en officer, og dermed partiet.

 

filip boe_olsen

God start i turneringen: Filip Boe Olsen fra Viby Skakklub med 2½ af 3. (foto: Ruggero Percivaldi)

U12: Nicolai Kistrup har indtil videre været den, der har spillet de længste partier og været sidst færdigt. Partiet mod Yuto Otawa (0) fra Japan var ingen undtagelse. Nicolai spillede kongeindisk, og fik etableret et kongeangreb da han senere fik en springer placeret på f4. Modstanderen tilbød ellers remis 4 gange (!) mellem træk 17 og 20, men Nicolai holdt hovedet koldt og endte med at vinde et par bønder på angrebet, og dermed partiet.

 

U14: Jesper Søndergaard Thybo kom rigtigt godt ud af åbningen med hvid i katalansk mod Argirios Papadopoulos (2005) fra Grækenland. En klar fordel med en meget stærk løber på g2 mod en springer og initiativ oveni. Men modstanderen forsvarede sig godt, og fik byttet en del brikker af, så de kom i slutspil med tårn og let officer hver. Jesper valgte desværre en fejlagtig plan, hvor han fejlplacerede tårnet på b8. Det betød at modstanderen pludselig kunne foretage en kongevandring helt ind i Jespers stilling, hvilket afgjorde partiet. Et rigtigt ærgerligt nederlag.

 

U16: Martin Percivaldi spillede et langt parti mod Simeon Darling (1928) fra Sydafrika i Mc. Cutton varinanten i fransk. Stillingen var meget tveægget, og det var svært for begge parter at komme videre. Modstanderen brugte dog en masse tid, og kom i tidnød, men lavede dog ingen fejl, så remis.

 

U18: Mads Andersen har tidligere tabt til Nima Javanbakht (2374) fra Iran, så han var godt klar over at det kunne blive et svært parti selvom han var hvid. Mads fik ellers en lille åbningsfordel, men modstanderen er en dygtig taktiker, og det lykkedes ham desværre at snyde Mads taktisk og sætte ham mat i en kompliceret stilling.

Lørdag er turneringens eneste dobbeltrunde med partier både kl. 10.00 og 16.00. Det bliver hård kost, og det bliver interessant at se om arrangørerne kan nå at lave rundelægningen til tiden mellem de to runder.

 

Live dækningen er kommet delvist op at køre. Dog er der ikke en rød tråd i hvilke spillere der sidder på live, men Jesper Søndergaard Thybo kunne vi da følge fra den kæmpe cafe ved siden af spillehallerne.

 

Mads Boe

Hjemmeside: www.worldyouth2013.com