Årets Skakspiller 2012

 

For fjerde gang er det op til DSUs medlemmer at vælge årets danske Skakspiller, der indtil 2008 blev udnævnt af de danske skakjournalister.

Igen i år har medlemmerne også indflydelse på hvilke spillere, der skal nomineres. Indtil juleaften kan man på mail til webmaster@skak.dk eller på DSUs debatforum på Facebook bringe en spiller i forslag med en kort begrundelse.

Blandt de foreslåede spillere vil udvalget bag ”Årets Skakspiller”, der består af Skakbladets redaktør, Thorbjørn Rosenlund, den oprindelige initiativtager til prisuddelingen, Svend Novrup og nyhedsredaktør på www.dsu.dk, Thomas Hauge Vestergård, udvælge op til 20 finalister.

Mellem jul og nytår kan DSUs medlemmer så stemme på kandidaterne ved at vælge nummer 1 til 10. I sammentællingen vil en førsteplads give 12 point, en andenplads 10 point, tredjeplads 8 point derefter 7-6-5-4-3-2 og 1 point.

Først i de nye år vil resultatet blive offentliggjort.

Svend Novrup fortæller her om hvordan Skak-Oscar’en hidtil er blevet uddelt:
Årets skakspiller er en titel, der skal tildeles en spiller, der har præsteret et strålende kvalitativt resultat i det forløbne år. Et, som ikke-skakspillere kan anerkende som ekstraordinært. Det skal dog ikke nødvendigvis være årets bedste enkeltresultat, da der tages et vist relativt hensyn til forventninger, især overgåede, og hastig fremgang.

Man bør ikke kunne blive Årets Skakspiller ved som en overraskelse at vinde NM i skoleskak, for det er ikke en titel, som den store offentlighed vil forstå som storslået, men vinder en IM et GM-turnering og yderligere har nogle stabile resultater i et år, kan han vinde foran fx en Peter Heine, der laver større præstationer ratingmæssigt ved at klare sig pænt i topturneringer.

Der bør også altid være en vis positiv særbehandling af årets danske mester.

De lavere placeringer på top-10-listen kan tilgodese særlige dele af skakken: Kvindeskak, veteranskak, juniorskak, problemskak, korrespondanceskak, hurtigskak mm.

Svend Novrup