Ungdoms VM halvvejs

Tirsdag var fridag i U-VM i Slovenien. Vi har modtaget en halvvejsrapport. Onsdag kl. 15.00 kan man følge IM Mads Andersen på et af live-brætterne.

Af Mads Boe
Ungdoms VM halvvejs
Så er vi halvvejs i VM i Maribor, Slovenien. 6 runder ud af 11 er spillet. På grund af et komprimeret program med en sen søndagsrunde og 2 runder mandag, må i nøjes med en halvvejsstatus i denne omgang. Efter en kærkommen fridag tirsdag, skal jeg forsøge at vende tilbage til daglige runderapporter i anden halvdel af turneringen.

Status her halvvejs er, at vi har minus 3 samlet set – så der er stadig pæne muligheder for et samlet tilfredsstillende resultat. Vi har desværre de sidste par dage været ramt af sygdom i form af opkast og dårlig mave, hvilket har betydet at 3 af vores spillere havde en meget hård dobbeltrunde i går. Heldigvis er de alle ovenpå igen, da den slags typisk tager 24 timer.

I front af vores delegation har vi IM Mads Andersen med 4½ af 6. Han vil være at finde på live i morgen onsdag. De seneste partier har været meget overbevisende, så jeg tror på en topplacering for Mads. Bjørn tabte desværre det sidste parti i går, så han ligger med 3½ af 6.

Også Jesper Thybo i U14 har 3½ af 6 og en fin ratingpræstation over 2100, da han kun har mødt spillere med elotal. Desværre havde Jesper det meget dårligt i det parti han tabte. Spillet har ellers været meget overbevisende undervejs. I runde 6 ofrede han dronningen for 2 officerer, og da modstanderen ikke fandt modspillet vandt han flot.

Bjarke Kristensen har i U12 50%. De seneste 2 partier er endt remis, men kunne muligvis have indbragt ½ point mere. Bjarke har generelt spillet godt, så der er berettiget håb om en god placering.

Mads-Holger Jacobsen er efter en hård start kommet godt igen med 2 ud af de seneste 3, og har nu 2½ af 6. Det er lidt under forventet, men kan sagtens indhentes ved en god “anden halvleg”.

Filip Boe Olsen har i U10 også 2½ af 6. Filip har desværre endnu ikke spillet op til sit bedste. Han har i et af partierne sat en kvalitet i slag efter 10 træk, og i et andet parti en bonde. Begge partier er blevet tabt. Thomas Thybo har 1½ af 6, men jeg synes han har været lidt uheldig med ikke at have flere point. Det er hårdt at være førstegangsdeltager i så stor en turnering med så mange deltagere i samme spillehal. Der er mange nye indtryk der skal fordøjes. Samtidigt er det en meget lang turnering, hvor en stor del af tiden går med skak.

I U8 har Jonas Bjerre efter en flot start med 2/2, desværre kun fået ½ af de sidste 4 partier. Spillet har været af meget svingende kvalitet. Et af partierne var utroligt flot, men der har desværre også været et par partier hvor han har tabt meget hurtigt. Vi håber det skyldes træthed, og at han får restitueret, og er frisk til anden halvdel af turneringen.

Emma Le Besq har scoret 2 point, men da hun har været oppe i mod 4 mesterspillere, er resultatet absolut godkendt. Emma er gået på med krum hals i partierne, og har også gjort meget ud af hendes forberedelser inden partierne.

Fridagen har været brugt på afslapning. De fleste er blevet på hotellet for at slappe af og været i svømmebadet. Vi har brugt en del af eftermiddagen på partigennemgang og forberedelser, og de voksne har fået spillet lidt babyskak. Så vi føler os godt rustet til anden halvdel af turneringen.

Mads Boe

Hjemmeside: www.wycc2012.com
Live: www.wycc2012.com/liveg.html