Vi har modtaget første rapport fra Ungdoms VM i Slovenien fra juniorlandstræner Mads Boe.
Af Mads Boe
I dag starter U-VM i Maribor Slovenien. Da VM denne gang afholdes i Europa, er der mulighed for at vi kan sende flere spillere af sted end vi ellers normalt gør. Til EM i Prag var der 1181 deltager, men her til VM overgås dette med imponerende 1587 deltagere!
Den danske delegation er på 9 spillere, 5 forældre og undertegnede som træner og holdkaptajn.
I U8 deltager Jonas Bjerre (1480/0 – nummer 1 på den danske ratingliste) fra Skanderborg Skakklub.
I U10 deltager Filip Boe Olsen (1604/1609 – nummer 1 på den danske ratingliste) fra Viby Skakklub og Thomas Søndergaard Thybo (1419/0 – nummer 2 på den danske ratingliste) fra Morsø Skakklub.
I U12 deltager Bjarke Hautop Kristensen (1809/1895 – nummer 2 på den danske ratingliste) fra Sorø Skakklub.
I U14 deltager Jesper Søndergaard Thybo (2049/2001 – nummer 2 på den danske ratingliste) fra Skive Skakklub.
I U 16 deltager Mads-Holger Jacobsen fra Bornholms Skakklub (2010/2019 – nummer 1 på den danske ratingliste) og Emma Le Besq (1653/1688 – nummer 2 på den danske ratingliste) fra Frem Skakklub i pigerækken.
I U18 deltager IM Mads Andersen (2468/2461 – nummer 1 på den danske ratingliste) fra Skanderborg Skakkklub og FM Bjørn Møller Ochsner (2324/2322 – nummer 2 på den danske ratingliste) fra Jetsmark Skakklub.
Det danske hold ved Ungdoms VM. Bagerst fra venstre Bjørn Møller Ochsner, Mads Andersen, Emma Le Besq, Jesper Søndergaard Thybo og Mads-Holger Jacobsen. Forrest Bjarke Hautop Kristensen, Jonas Bjerre, Filip Boe Olsen og Thomas Søndergaard Thybo (foto: Mads Boe)
Jeg har lavet aftale med GM Allan Stig Rasmussen om sekundering af Mads og Bjørn i U18. Allan vil dagligt være i kontakt med de 2 spillere over Skype, og kan hjælpe spillerne med åbningsforberedelser m.m. Jeg er sikker på, at det er en rigtig god løsning for vores to bedste spillere!
I lighed med EM i Prag er vi indkvarteret ca. 30 minutters kørsel fra spillestedet, men trafiknettet er væsentligt bedre end i Prag, så forhåbentligt får vi ikke problemer med transporten. Hotellet er også væsentligt bedre end sidst. Her er store fællesområder, indendørs svømmebad og opvarmet svømmebad udenfor, samt stort badeland på den modsatte side af vejen. Hotellet ligger også naturskønt, så der er absolut ikke noget at udsætte. Arrangørerne har solgt det som et 4+ hotel, og det synes jeg egentligt holder stik.
Jeg vil forsøge at sende dagligt referat til hjemmesiden efter dagens runde. Turneringen kan også følges på hjemmesiden http://www.wycc2012.com Der er live-dækning på 90 brætter i alt, så forhåbentligt skulle vi også gerne få nogle af vores spillere på DGT-bordene.
Mads Boe