EU-mesterskaberne 5. runde

Ved EU-mesterskaberne i Mureck i Østrig er der nu spillet fem runder.

Vi har modtaget nedenstående reportage fra træner og rejseleder Andreas Wiwe.

EU-mesterskaberne 5. runde
I U8 kom Oscar omsider på tavlen med et helt point i en variant, hvor han fik en fin forberedelse ind. Det gik over stok og sten og efter 15 minutter stod stolte Oscar uden for ved basen og smilede stort og bredt og et point rigere. Dejligt at den sidste dansker nu også kom på tavlen.


Victor til venstre, Oscar i midten og Nicolai til højre (foto: Heidi Kistrup)

I U10 kom Nicolai i stormvejr i Volga-Gambit, hvor hans modstander ganske enkelt bare kendte åbningen bedre end Nicolai, og i den åbning skal man spille præcist, så Nicolai måtte desværre ned.

Lasse i U12 spillede et meget lige parti, hvor brikkerne blot blev byttet af. Han stod måske en smule bedre undervejs, men det var ikke meget. De enedes om remis. Victor kom fint fra åbningen, men spillede alt for hurtigt i midtspillet og den meget lovende stilling fra åbningen forsvandt, da der røg en officer. Dermed var partiet reelt ovre.

Mathias i U14 fik sin forberedelse ind i siciliansk og kom til at stå rigtig godt. Lidt upræcise træk i midtspillet satte dog nok fordelen over styr, men slet ikke så meget at det var nødvendigt at sætte en officer i slag. Dermed måtte Mathias desværre ned. Vi glæder os til at høre computerens dom i morgen omkring det komplicerede parti. Mikkel mødte en stærk spiller på ca. 1850 i rating og på papiret skulle man tro, at Mikkel var overmatchet. Mikkel spillede et godt parti, og da modstanderen tilbød remis omkring træk 20, tog Mikkel imod. Efterfølgende viste analyserne, at Mikkel nok nærmest stod til gevinst, men det psykologiske i at møde en spiller med 550 mere i rating, kan være en stor mundfuld for de fleste.

Uden for skakbrættet har vi fundet en nærliggende sø, som er rigtig dejlig at bade i – 26 grader varmt vand er misundelsesværdigt for enhver dansker – især når termometeret i løbet af dagen sneg sig op på 36 grader i skyggen.

I øvrigt må vi bringe en lille rettelse, da Lasse Ramsdal vist var børnenes topscorer og ikke Mikkel, som vi tidligere kom til at bringe. Der bliver revanchematch i morgen, så ungerne kan revanchere nederlaget 🙂

 

Andreas Wiwe