EU-mesterskaberne

Fra EU-mesterskaberne for ungdom i Østrig har vi modtaget rundeberetning for 2. og 3. runde.

 

Af Andreas Wiwe
EU-mesterskaberne
2. runde
Efter førstedagens forberedelsesprogram og partier, blev børnene på anden
dagen introduceret til at bruge computeren som analysepartner. De fik
dermed et indblik i, hvordan en computer kan bruges til at analysere deres
egne partier med, og hvordan man anvender den effektivt. Efterfølgende stod
den på forberedelse af dagens runde for hver især. Det er ikke så nemt at
forberede sig så grundigt hernede, da der ikke ligger ret mange partier på
modstanderne. Desuden viser det sig også, at når modstanderne er så unge, så
ændrer deres åbningsrepetoire sig meget i løbet af et år, og vi røg derfor
ud af vores forberedelser i træk 1 på flere brætter.


Analyse

Rasmus i U14 mødte gruppens højstratede. Modstanderen spillede et tvivlsomt
træk i åbningen, men Rasmus forstod ikke at udnytte det, og modstanderen fik
derfor fordel, som hurtigt blev konverteret til en bonde. I en svær stilling
røg Rasmus i en afdækker og dronningen var væk, og Rasmus opgave.

Freja fik spillet en lidt for passiv åbning mod sin modstander og kom
hurtigt til at stå under. Stille og roligt blev stillingen sværere og
sværere for hende, og først røg en bonde, så en officer, og selv om Freja
kæmpede videre, så var slaget desværre tabt.

Bjarke i U12 blev også overrasket i åbningen og fik nok valgt en lidt
forkert plan. Herefter var modspillet svært, og modstanderen kunne have
afgjort partiet flere steder, selvom Bjarke da havde flere seje og smarte
forsvarsmuligheder undervejs. I slutspillet fik han spillet rigtig godt og
byttet de rigtige brikker af, og dermed remis.

Charlotte fik en helt ny åbning mod siciliansk og spillede et rigtig flot
parti, med fine taktiske pointer. Hun kunne være kommet foran med et helt
tårn, men flyttede lidt for hurtigt i den afgørende fase og måtte nøjes med
en kvalitet. Efterfølgende fik modstanderen desværre skabt sig en fribonde,
som blev meget svær at stoppe, og Charlotte måtte ned. Lidt ærgerligt for
Charlotte spillede ellers et rigtig fint parti, og udviste fine takter i den
åbning hun lige havde lært.

Mads spillede mod den østrigske U8-mester, og han fik en gevinststilling,
efter han straffede sin modstanders fejl. Desværre dummede Mads sig, og
fordelen skiftede. Mads kæmpede videre og fik en lille fordel igen, men til
sidst fik modstanderen et matangreb ind, og Mads tabte desværre.

½/5 til danskerne var nok lidt mindre end vi havde håbet på, så andendagen
var ikke rigtig en succes.

3. runde
Spillerne er efterhånden ved at blive skrappe til at anvende computeren til
at analysere deres partier med. De er også blevet godt til at bruge
åbningsbogen, så de kan tjekke deres åbninger og finde ud af, hvilke træk
der er gode. Endvidere brugte vi formiddagens timer på at forberede os til
partierne og repareret lidt åbninger her og der, og i det hele taget finde
åbninger til nogen af spillerne.

Rasmus forsøgte sig med en helt ny åbning i dag, som han ganske vist længe
har læst teori på, men endnu ikke prøvet i praksis. Han fik en fin stilling
efter åbningen og spillede og midtspillet pænt. Han opbyggede en fordel og
havde nok nogle afgørende træk undervejs, men han fik byttet rundt på to
træk, og så var fordelen væk, og modstanderen vandt en bonde. Rasmus kæmpede og fik bonden tilbage, men tabte herefter igen en bonde i tårnslutspillet.

De spillede videre, og det lykkedes Rasmus at opstille en smart finte,
hvormed han fangede modstanderens tårn, og pludselig var det Rasmus, som
stod til gevinst. Den blev kørt sikkert hjem med fin brug af diverse
træktvangsfinter. Endnu et point til Rasmus!

Freja havde en let dag, da hun var oversidder og således fik et gratis
point. Alligevel har Freja en god arbejdsmoral, og formiddagen blev brugt på
at opbygge et nyt forsvar mod 1.d4 ved hjælp af computerens åbningsbog. Det
ender med en rigtig godt forberedt åbning, som Freja vil få meget glæde af
fremover.

Bjarke spillede et rigtig spændende parti, hvor han fik en bonde frem til
d6, mens sorts bonde stadig stod på d7. Det gjorde, at sort ikke kunne
udvikle sin løber på c8 og dermed ej heller sit tårn på a8. Dog var der
flere forsvarsmuligheder i sorts stilling end først antaget. Bjarke
afviklede og pludselig fik han en dronningeskak ind, som vandt et tårn,
hvorefter modstanderen opgav. Fordelen var ellers forsvundet lidt, men
uanset hvad, havde Bjarke nok vundet en bonde og stået til gevinst, selvom
modstanderen ikke havde dummet sig ved at sætte kongen og tårn i en
dronningeskakafstand.

Charlotte kom igen til at spille en ny åbning, som hun ikke havde spillet
før, men heldigvis havde vi fået kigget lidt på det inden. Modstanderen
spillede uambitiøst, og Charlotte fik fordel i midtspillet og havde også
flere muligheder for at kombinere sig til materiale og dermed
gevinststilling. Desværre mangler Charlotte lige lidt taktisk og
mulighederne blev forpasset. Efterfølgende fik modstanderen en mulighed for
at få et taktisk stød ind, som ikke blev overset, og det afgjorde partiet.
Ærgerligt, men Charlotte spiller rigtig fint, men mangler bare at få de
taktiske finesser med.

Mads spillede et fint parti med hvid og havde fordel undervejs. Modstanderen
tog i øvrigt fat i en brik, som var den eneste som dækkede en mat og sagde
kort efter ”jeg retter” og nægtede derefter at flytte brikken. Desværre
havde Mads ikke helt modet til at række hånden op og tilkalde en
turneringsleder, men det kan også være svært, når man kun er 8 år og ikke
taler samme sprog. Senere gik det galt for Mads, og han tabte.

3½/5 var nu helt fint, selvom Frejas sejr var lidt letkøbt:)

Vi har strålende solskin hernede; næsten for meget af det gode, da det er
rigtig varmt især om natten, og vi hygger os på hotellet med både skakken,
men også dart, bordtennis og badminton, som kan dyrkes lige uden for døren.

Andreas Wiwe