Skønhedspræmier ved DM

Morten Rasmussen, Skanderborg og Ove Weiss Hartvig, Esbjerg, vandt de to skønhedspræmier ved DM. Præmierne er to skakbøger udsat af Jacob Aagaards forlag Quality Chess.

Partierne kan gennemspilles til sidst i artiklen.

Per Andreasen var enedommer ved udvælgelsen. Her er hans begrundelser:
“Morten Rasmussen, Skanderborg får skønhedspræmien i basisklassen for gevinsten i G5, gruppe 2 mod Jan Oehmichen i 5. runde. 14,-Lxg2! og 18,-Dxg3! er træk, der skulle forudses lang tid i forvejen.

Skønhedspræmien i de højeste klasser går til Ove Weiss Hartvig, Esbjerg Skakforening for hans smukke gevinst i 6. runde mod Martin Haubro. Et klassisk springeroffer på d5 som muligvis ikke er korrekt, men i praksis er den sorte stilling uhyre svær at spille. Der er mange smarte træk i fortsættelsen og den unge Haubro bliver sat helt til vægs. En klassisk sicilianer som den blev spillet i vinderens ungdom ;-)”