FIDE vil ikke længere tillade, at partier, hvor det er tilladt at komme for sent til start, bliver ELO-ratede.
DSU har hidtil haft dispensation fra denne regel, men i en mail til ratingkomiteen ved Leif Jensen, skriver FIDE (min oversættelse):
Til Dansk Skak Union
Att.: Hr. Leif Jensen
FIDE kan ikke forlænge Dansk Skak Unions dispensation fra reglen om at Elo-rate partier, hvortil det er tilladt at komme for sent. Dansk Skak Union har haft rigelig med tid til at tilpasse egne regler, til de af FIDE fastsatte regler for skakkens bedste. Fremover kan FIDE kun Elo-rate partier, der lever op til FIDEs love. Det betyder, at alle partier spillet fra den 1. april og frem, kun kan Elo-rates, såfremt reglen om tilstedeværelse af begge spillere ved partiets start respekteres.
GENS UNA SUMUS
R. Anslirpa, CEO FIDE Rating
Leif Jensen fortæller, at beslutningen bl.a. vil have den konsekvens, at i alle igangværende danske turneringer, der egentlig skulle Elo-rates, vil kun de partier, der er spillet inden 1. april, blive Elo-ratet. De resterende partier vil dog blive ratet som normalt ift. dansk rating.
Ligeledes må DSU se at ændre vilkårene i den kommende landsholdsklasse, da turneringen ikke kan være norm-kvalificerende, hvis den ikke også er Elo-ratet. ”Vi har heldigvis et par uger endnu, så det skulle være muligt at få en ændring af DM-reglementet igennem, så det bliver muligt at score normer som normalt.” fortæller Leif Jensen.
Har man en igangværende turnering, hvor kun nogle af partierne jf. ovenstående bliver ratet, kan denne ratingberegner være nyttig. http://ratings.fide.com/calculator_rtd.phtml