10. runde: Sikre sejre til danskerne

I sidste runde møder de danske kvinder Mexico mens holdet i den åbne række møder Østrig. På forhånd ser det ud som to meget lige kampe.

Fra kvindeholdets holdleder har vi modtaget nedenstående rapport fra næstsidste runde.

Af Thorbjørn Bromann
10. runde: Sikre sejre til danskerne
10. runde blev en glimrende runde for danskerne. Herrerne var favoritter mod Qatar og den rolle levede de sikkert op til. Sune stod vist hele tiden bedre og sikrede sig herrernes første stormesterskalp i turneringen. Allan havde forberedt de første 25 træk af sit parti og stod undervejs lidt bedre mod den tidligere kvindeverdensmester GM Zhu Chen med sort, men nøjedes med remis, hvilket også var et fint resultat. Glud stod lidt bedre i åbningen, men fik siden da store problemer. Han fik dog reddet sig ud af dem og sikret sig en remis. På 4. bræt spillede Mikkel sort og var klar favorit. Modstanderen var tydeligvis tilfreds med remis, hvilket hans spil bar lidt for meget præg af. Mikkel var den bedste spiller i det parti og vandt selvfølgelig. 3-1 over Qatar var et udmærket resultat og nu venter Østrig i 11. runde i en formentlig jævnbyrdig match. I toppen ligner det stadig en sejr til Ukraine, som har et matchpoint mere end Rusland 1.


Danmark – Qatar (foto: Thorbjørn Bromann)

Hos kvinderne har Rusland 1 suverænt vundet alle deres kampe og sikret sig guldet inden sidste runde. Her møder de så Rusland 2! Vores kvindehold var oppe mod Syrien i en kamp, som skulle vindes efter skuffelsen mod Albanien. Vi havde lidt mere i rating på de tre første brætter og mødte en uden elo på 4. bræt. Netop Thomine fik stor fordel i en åbning, som hun havde forberedt mod Albanien. Denne gang gik det langt bedre og modstanderen fik ikke en chance. Stærkt spillet af Thomine.


Trine Treppendahl (foto: Thorbjørn Bromann) 

På bræt 3 spillede Trine sit 7. parti med sort ud af 8 mulige! Normalt vil man forsøge, at fordele farverne nogenlunde lige mellem spillerne, men Trine har primært forberedt sig med sort inden denne turnering og undertegnede har vurderet, at det ikke gjorde den store forskel om Trine er hvid eller sort, mens andre af holdets spillere er stærkere med hvid end sort. Taktikken var klar fra Trines side. Stille og rolig skulle modstanderen presses tilbage og det lykkedes i den grad. Trine tog en lille chance i åbningen og derefter blev modstanderen langsomt kørt over. Trines bedste parti i turneringen!

Carina fik masser af terræn og klar fordel i åbningen med hvid. I midtspillet havde hun allerede sikret sig afgørende fordel, men modstanderen strittede godt imod og gjorde det svært for Carina. Undervejs var jeg lidt i tvivl om Carina måtte nøjes med remis, men Carina holdte fast og sikrede til sidst hele pointet via en tårnfangst.

Oksana kom nogenlunde ud af åbningen med sort, hvorefter modstanderen troede hun var smart med en lille kombination. Oksana havde dog set længere end modstanderen, da hun kort efter kunne vinde dronning for tårn og løber. Derefter stod Oksana til gevinst, men der skulle stadig spilles præcist, hvis partiet skulle vindes. Dette klarede Oksana selvfølgelig fint og forholdsvis sikkert tog hun hele pointet. 

4-0 over Syrien var et rigtig fint resultat og i sidste runde gælder det så Mexico, som lader deres 1. bræt sidde over, hvilket gør os til meget svage favoritter på papiret. Som altid er sidste runde meget vigtig, da forskellen på sejr og nederlag er mange pladser i slutstillingen. Vi går naturligvis efter sejren!

Fredag aften afholdte Tromsø en fin reception i Khanty-Mansiysk med mange prominente gæster, som kunne nyde et stort tag-selv-bord og fri bar. Lørdag formiddag var der så valg af OL-værtsby i 2014 og her vandt Tromsø overlegent over bulgarske Albena. Stort tillykke til nordmændene! Senere fredag aften blev der afholdt irsk fest på det lokale diskotek og lørdag var fridag, som den danske delegation igen brugte på forberedelser, sightseeing, fitness og lidt shopping.

Thorbjørn Bromann, Khanty-Mansiysk, Sibirien, Rusland

Parierne kan gennemspilles her: www.dsu.dk/index.php?id=4&NewsId=2464