VM-matchen halvvejs

6. parti i VM-matchen mellem verdensmester Viswanathan Anand og udfordrer Veselin Topalov endte remis efter 58. træk. Halvvejs i matchen fører Anand 3½ – 2½.

Nedenfor Dan H. Andersens rapport fra partiet. Desværre bliver det den sidste rapport i denne omgang, da Dan H. Andersen nu rejser tilbage til Danmark.

Søndag er fridag. På Skak.dk mandag kl. 15.00 er Søren Bech Hansen igen klar til at kommentere. I 7. matchparti har Anand hvid igen.

Af Dan H. Andersen
6. rapport fra Sofia.
Før 6. parti stod Veselin Topalov med ryggen mod muren. Han havde tabt begge sine sorte partier, og nu stod han over for at skulle spille sort to gange i træk, fordi der halvvejs i matchen kommer et skift i farverne. Han havde ikke været i stand til at bryde igennem Anands slaviske forsvar, skønt der ikke kunne være tvivl om, at han havde haft fordel i den variant med dronningeafbytning, som må have været del af hans forberedelser. Flere kommentatorer har sammenlignet varianten med Kramniks Berliner, som stred  mod alle Kasparovs ideer om god skak, men som han alligevel ikke kunne betvinge. Efter nederlaget til Kramnik mente mange, at han burde have opgivet sine forsøg på at finde en fordel mod Berlinerforsvaret og i stedet søgt at få en stilling med dronninger og kampmuligheder.

Men en match har sin rytme og psykologiske krig. At opgive en åbning, der burde give fordel, er en stor psykologisk indrømmelse. Jeg tror nok, at Topalov skal få has på Anands slaver med løberen på g6, hvis Anand fortsætter. Det er værre med Topalovs sorte partier, som han nu har fire af i de sidste syv partier. 2. parti kunne gå an, for der fik han mindst en lige stilling, men i 4. parti blev han fejet af brættet efter Anands nyhed. Hvor mange af den slags venter der længere ude i variantnettet? Det spørgsmål må Topalov og hans sekundanter stille sig selv.

Men man skal ikke opgive Topalov. Han er en stor fighter. I matchen mod Kramnik tabte han de to første partier og var tæt på at tabe det 3., men kom alligevel tilbage i matchen. Programmet er udmattende med spil i to dage efterfulgt af en enkelt hviledag. Anand er ældre end Topalov, og skønt han anses for at være en universel spiller, har han pludselige blackouts, hvor hans spil er decideret svagt. Et eksempel var mod Aronian i Tal Memorial 2009, hvor Anand med hvid tabte i 25 træk efter en rædselsfuld åbningsfejl. 

Starten
Denne gang vandrer Topalov ikke rundt på scenen, mens Anand venter i kulisserne, reelt og i overført betydning. Topalov dukker først op nogle få minutter før start og satte sig ved brættet. Han flytter og retter brikkerne en millimeter her og der. Så henter han et glas vand. Jeg undrer mig altid over, at ved superturneringer drikker mestrene ofte vand af vinglas. Topalov er som altid elegant klædt. Sorte bukser og jakke, hvid skjorte, rødt slips, sorte sko. Anand, ja, som altid: Sorte bukser, blå NIIT-skjorte. Jeg må spørge ham om den skjorte til pressekonferencen. 

Nu dukker Anand op på scenen. De giver hastigt hånd og bruger de næste minutter på ikke at se på hinanden, hvilket egentlig er svært, når man sidder over for hinanden i en meters afstand. 

Anands ur bliver startet, og han rykker d-bonden to frem. Denne gang spiller Topalov samme variant som i 2. parti, der trods alt gav ham en lille fordel. Anand afviger som den første med 10. Lg5 i stedet for det beskedne Ld2, han valgte i 2. parti.

6. matchparti. Anand – Topalov. Stillingen efter 10. Lc1-g5

Jeg blev siddende i spillesalen den første times tid for at se, hvor meget jeg egentlig kunne forudse og forstå uden computeren kørende i et hjørne på skærmen med vurderinger og bedømmelser. Det var fascinerende for mig at konstatere, at denne type skak er uden for min måde at forstå spillet. På Topalovs 10. -, h6 ville jeg trække løberen tilbage til d2 og forsøge at udnytte svækkelsen af den sorte kongestilling. Efter Anands 12. Sd3 kunne jeg godt se, at han havde noget, men kan man bare ofre en centrumsbonde og løberparret for lidt initiativ og nogle felter? Det var faktisk også af en vis æstetisk skønhed at se de hvide brikker koordinere, især springeren, der går til d3 og strækker sin indflydelse videre til c5 og b7.

6. matchparti. Anand – Topalov. Stillingen efter 13. Dd1-a4

Jeg blev chokeret over 13. Da4 og troede først, at Anand ville have spillet 13. Db3 og kom til at sætte damen på et forkert felt. Så indså jeg, at 13. -, b5 ikke gik. På Topalovs 13. -, Sc6 ville jeg spille 14. Lxc6 og følge efter med b4 og en sortfeltet blokade. Anand spillede 14. Tac1, og et par træk senere forlod jeg spillesalen i stor forvirring.

Der er ingen tvivl om, at hele slagserien var resultatet af en knivskarp hjemmeforberedelse fra Anands side, men man skal ikke undervurdere Topalovs præstation i åbningsfasen. Han vred en lige eller i det mindste spillelig stilling ud af åbningen og havde dynamiske chancer med sit løberpar.

6. matchparti. Anand – Topalov. Stillingen efter 29. Sc8-a7

Jeg fik endnu et chok, da Anand spillede 29. Sa7, og det så ud, som om e2 bonden ville falde efter 29. -, Lb6. 30 Sc6, afbytning på c6 og slag på e2. Computeren sagde afgørende fordel til sort, men så så jeg tårnfangsten på d3.

Anands springer hoppede frem og tilbage, som om den var fordømt til for evigt at vandre mellem de hvide og sorte felter.

6. matchparti. Anand – Topalov. Stillingen efter 46. -, Td2-d3

Der gik et sus gennem presserummet, da Topalov afviste en trækgentagelse og spillede 46. -, Td3, og en Topalovfan kunne ikke tilbageholde et glædesudbrud. Anand spillede hurtigt 47. Tb1. Computeren sagde her stor fordel til Topalov med 47. -, Tdxb3, men det kunne jeg simpelthen ikke se. For mig at se ville Anands svar 48. Sd2, som tydeligvis var forberedt og blev spillet næsten a tempo, føre til et slutspil, hvor Anand med sin kortbenede springer nemt kunne forsvare sig. Ny skak eller ej – det kunne ikke vinde.  

Jeg fik ret. For første gang!

Remis efter 58 træk. Men for første gang fik Topalov remis med sort og kunne endda spille på gevinst. Han er oftest markant stærkere i turneringens og matchens anden halvdel, og før eller senere må han have en saftig åbningsnyhed til Anand. Hvis jeg var Anand, så ville jeg skifte åbninger nu.

Spillernes vurderinger var ikke videre oplysende. Topalov sagde ikke rigtig noget, jeg kunne forstå, mens Anand som sædvanlig var mere villig til at diskutere partiet. Han mente at have haft en fordel, men den forsvandt. De blev spurgt, om de var tilfredse med det hidtidige forløb. Anand tog hvert parti for sig. Topalov var ikke tilfreds, men mente, han ville spille bedre i 2. halvdel. Jeg har lagt mærke til, at Topalov er meget lidt meddelsom, mens Anand virker irriteret efter få minutter. Han giver ikke udtryk for det, men ordene bliver lidt skarpere. Her skete det, da en bulgarer spurgte, om Anand kunne sige noget pænt om organisationen efter hvad han skulle have sagt før matchen. Anand ville ikke forholde sig til, hvad der var udspredt af rygter, for det var ikke ham, og han var udmærket tilfreds. Og så turde jeg alligevel ikke spørge om hans blå skjorte. Jeg tror, jeg spørger Peter Heine en dag.

Tak for denne gang. Dette er min sidste rapport fra Sofia, eftersom jeg rejser hjem i morgen. Jeg håber, at de besøgende på dsu.dk har haft fornøjelse og udbytte af mine rapporter. 

Dan H. Andersen

Matchen hjemmeside: www.anand-topalov.com