Senior EM for hold slut

Rusland vandt alle ni kampe ved Senior EM for hold i den tyske by Dresden. Især når matchpoint går forud for brætpoint, er det vigtigt at vinde de enkelte kampe; men havde man spillet med brætpoint først, var Rusland alligevel løbet med guldet, endda men stor margin.

Holdet var favoritter på forhånd, men indsatsen var meget overbevisende. Især bræt 3 og 4 spillede imponerende: GM Nikolai Pushkov scorede 7½/9 og GM Alexander Petrushin 8½/9. Så kan det næsten ikke gå galt.

Schweiz blev nummer 2 mens Finland løb med 3. pladsen. Finlands førstebræt, GM Heikki Westerinen, forblev ubesejret og scorede 6½/9.

Danmark 1 endte på 19. pladsen med 3 sejre, 5 uafgjorte og kun et enkelt nederlag. Topscorer blev Bent Sørensen med 6/8. Danmark 2 blev nummer 45 mod en seedning som nr. 56 med 4 sejre, 1 uafgjort og 4 nederlag. Hasso Schütze blev topscorer med 5/8.

Sidste runde bød på en match mellem Schweiz og Tyskland, hvor to levende legender mødtes på førstebrættet. Wolfgang Uhlmann for Tyskland og Viktor Korchnoi for Schweiz. Uhlmann, der er et par uger yngre end Bent Larsen, var i næsten hele DDRs levetid landets stærkeste spiller. Uhlmann og Larsen mødtes indbyrdes i en kandidatmatch (kvartfinale) i 1971 i Las Palmas, som Larsen vandt 5½ – 3½. Uhlmann er vokset op i Dresden, hvor EM for hold afvikledes. Selvom det var sidste runde, var der ikke nogen fredelige tendenser i partiet mellem Uhlmann og Korchnoi. Partiet måtte ud i 81 træk, inden der blev taget remis med kun 5 brikker på brættet. Matchen endte også uafgjort 2-2.

Hjemmeside: http://www.schachfestival.de/www_festival