EM i Novi Sad 6. runde

Danmark tabte i 6. runde 1 – 3 til stærke Polen. I 7. runde venter endnu et stærkt mandskab, Bulgarien, med verdensetteren Vesilin Topalov i spidsen. Danmark skal spille på bord 9 i dag, hvilket er lige udenfor live-dækningen, hvorfor der ikke er kommentering på Skak.dk i dag.

Azerbaijan spillede 2 – 2 med Rusland og med 2 matchpoints forspring ligner de en kommende vinder. Onsdag skal Azerbaijan møde Armenien, mens Rusland møder Georgien.

Norge ligger lige under Danmark, men for holdets 1. bræt, GM Jon Ludvig Hammer, er turneringen en personlig triumf. Med 5 af 6 uden nederlag og en ratingpræstation på 2873 er Hammer pænt over 2600 i rating inden de sidste runder. Hammer er ligesom Magnus Carlsen født i 1990, så Norge kan blive en skræmmende modstander i mange år fremover.

Af Lars Bo Hansen
Hold-EM i Novi Sad, 6. runde: Nederlag mod Polen
Det danske hold kom ned på jorden igen efter den flotte sejr mod Slovenien ved at tabe 1-3 til Polen. Selve resultatet er vel ingen katastrofe; mere bekymrende var det at vi slet ikke var med i matchen. Allerede efter en times spil så det skidt ud, da de to sorte var i alvorlige vanskeligheder, mens de hvide kun havde beskedne fordele. Selvom både Sune og Lars prisværdigt afslog remis undervejs, var det ikke nok til at vende matchen.

6. runde: Danmark – Polen 1-3 (DK Hvid på ulige brætter)
1. GM Sune Berg Hansen (2552) – GM Bartosz Socko (2637) ½-½
2. GM Allan Stig Rasmussen (2535) – GM Radoslaw Wojtaszek (2640) ½-½
3. GM Lars Schandorff (2501) – GM Marteusz Bartel (2609) 0-1
4. IM Jakob Vang Glud (2476) – GM Grzegorz Gajewski (2572) 0-1

Jakob kom til at stå lidt presset med Sort i 4…a6 Slavisk, og jeg tror at befrielsesforsøget b7-b6 ikke var den rigtige medicin – som Nimzowitsch sagde, skal trange stillinger befries langsomt. Hvid fik hurtigt godt tryk mod c6-bonden, og resultatet stod hurtigt klart.

Allan blev overrasket i åbningen, da Wojtaszek valgte 1 c4 i stedet for sit sædvanlige 1 d4. Den opstilling Allan valgte var vist ikke helt god; efter 15 træk havde han tabt en bonde for kun sporadisk kompensation, og jeg troede egentlig at Wojtaszek bare ville køre pointet hjem. Men Allan kæmpede forbilledligt og fik langsomt forbedret sin stilling og i sidste ende sikret en sej remis.

Sune afslog remis mod Sockos Russisk, men denne åbning er svær at gøre noget ved – Sort står utroligt solidt. Langsomt blev Hvids lille initiativ neutraliseret, og Sune var nødt til alligevel at acceptere remis.

Også Lars afslog remis og stod tilsyneladende også fornuftigt i en dynamisk stilling. Men Lars fik brugt for lang tid og mistede kontrollen i tidnøden, hvor der først røg en bonde og derefter to tynde for en tyk.

Vores hidtil dårligste match i turneringen – lad os komme hurtigt videre fra den! Lodtrækningen gør det dog ikke let for os at komme med frem igen – onsdag venter fjerdeseedede Bulgarien med verdensetteren Veselin Topalov i spidsen.

Lars Bo Hansen

Stillingen efter 6. runde:
1. Azerbaijan, 11 matchpoint, 15 brætpoint
2. Rusland, 9 matchpoint, 15½ brætpoint
3. Armenien, 9 matchpoint, 15 brætpoint
3. Georgien, 9 matchpoint, 14 brætpoint
4. Ungarn, 8 matchpoint, 15½ brætpoint
5. Frankrig, 8 matchpoint, 14½ brætpoint
….
22. Danmark, 6 matchpoint, 11½ brætpoint

Der deltager 38 nationer.
Officiel hjemmeside: http://www.eurons2009.com/eng.htm