Arrangørerne viser de 5 øverste brætter i Horsens Lang Weekend live på nettet. Der spilles fredag og lørdag fra kl. 10-16 & 17-23, mens der på Søndag spilles fra kl. 10-16.
Følg med her: www.horsensskakforening.dk
Efter 2. runde har vi modtaget nedenstående fra arrangørerne.:
Af Eigil Straarup
Torsdag kl. 10 lød startskuddet til Horsens Lang Weekend anno 2009. Turneringen var den tolvte i rækken, og Horsens Skakforening kan dermed ikke bare glæde sig over et fuldt dusin. Glæden går også på, at årets udgave af turneringen er en af de stærkest besatte turneringer, der indtil videre er afviklet på dansk grund i år. Dermed er ”Den Lange” anno 2009 naturligvis også den klart stærkeste siden turneringens fødsel i starten af 90’erne. Feltet indeholder tre IM’ere, tre FM’ere og yderligere 14 mesterspillere blandt de i alt 43 deltagere.
1.runde var en grusom massakre, som 1.runde ofte er i Schweizer-turneringer. De øverste seedede udraderede den nederste halvdel med 21-1. I mange af partierne var der forventede scorer tæt på 1,0, så det var ikke overraskende. Eneste undtagelse var Lasse Holst fra Holbæk, der højst overraskende slog Ole Bønnelykke fra Esbjerg Skakforening. Sjællænderen kommer fra en dugfrisk triumf i Helsingør, hvor han nappede cirka 100 ratingpoints i Politiken Cup.
Noget kunne tyde på, at Lasse Holst er på vej mod endnu et stort resultat, for i 2.runde leverede han endnu en gedigen overraskelse med sejren over Sixten Maximillian Thestrup fra Skakforeningen Øbro. Lasse Holst har en forventet score på næsten ingenting med sit ratingtal på 1512. Han er dermed den helt store overraskelse, og det skal blive spændende at følge hans videre færd i turneringen. Overraskelser var der heller ikke mange af i 2.runde, men det var iøjnefaldende, at horsensianske Søren Jørgensen (1472) fik skovlen under Allan Westenberg (1728).
Ellers bød 2.runde på endnu en stribe af sejre til feltets tunge drenge, og dermed har den første alvorlige udskilning fundet sted. De ti højstratede i feltet indfriede forventningerne i dag og står med 2/2 efter de to første runder, og de følges altså trop af dagens sensation fra Holbæk. IM Klaus Berg måtte kæmpe helt frem til det sidste minut, før han vandt et langt og udmarvende slutspil over Peter Berg fra Horsens, og han var klart den af de tunge drenge, der måtte arbejde mest for sejren i aften.
I morgen går det løs med 3.runde kl. 10, og følgende fem udvalgte partier kan følges LIVE på Horsens Skakforenings hjemmeside www.horsensskakforening.dk :
FM John Rendboe-FM Jakob Aabling Thomsen
Knud Lysdal-John Rewitz
IM Klaus Berg-Morten Topholm
IM Nicolai Vesterbæk Pedersen-Niels Kristian Kragh
Søren Würtz-Jens Rasmussen