Trio topper Politiken Cup

Efter 5. runde i Politiken Cup er der 3 spillere tilbage på maksimumpoint. Det er de to ratingfavoritter, rusiske GM Vladimir Malakhov (2707) og GM Peter Heine Nielsen (2680), der sammen med svenske GM Jonny Hector alle har 5 af 5.

5. runde bød igen på kompromisløs skak. Af de 11 live-transmitterede partier endte kun 2 remis, og det endda efter lang kamp.

Peter Heine slog med sort den svenske mester GM Emanuel Berg, mens Hector ligeledes med sort slog den israelske GM Boris Avrukh. Malakhov slog den ukrainske GM Kuzubov i et langt parti, der ifølge chefkommentator Per Andreasen burde være endt remis; men den russiske stormester sled sin modstander op.

Den tidligere landstræner Per Andreasen kommenterer hver dag partierne live for de mange tilskuere. Endnu en grund til at kigge forbi Lo-skolen i Helsingør.

Onsdagen byder på det absolutte topopgør GM Peter Heine Nielsen – GM Vladimir Malakhov, mens Hector skal møde sin landsmand Evgeny Agrest, der kun har afgivet en remis hidtil i turneringen. Remisen var et meget kort parti mod ægtefællen Svetlana Agrest i 3. runde. 

Reception
Onsdag aften afholder Københavns Skak Union reception for Lars-Henrik Bech Hansen. Her indbydelsen klippet fra www.politikencup.dk:

I forbindelse med Lars-Henrik Bech Hansens afgang som KSU-formand, afholder Københavns Skak Union en reception:

onsdag den 22. juli kl. 19.30 i SALONEN på Lo-Skolen i Helsingør.

Lars-Henrik Bech Hansen blev i påsken valgt til formand for Dansk Skak Union, hvor han vil fortsætte sit organisatoriske virke.

Alle skakvenner og forretningsforbindelser er hjerteligt velkomne.

Livedækning, fotos, beretninger, tabeller med mere på: www.politikencup.dk