Lars Bo Hansen vandt i Frederikssund

Lars Bo Hansen vandt suverænt Frederikssund Skakklubs 100 års jubilæumsturnering med 6½/7 foran en række andre stærke spillere.

Fra Frederikssund Skakklubs formand, Thomas Larsen, har vi modtaget følgende referat:

Lars Bo Hansen vandt i Frederikssund
Frederikssund Skakklub afviklede søndag d. 15. februar klubbens 100 års jubilæumsturnering. I 30 år har klubben afviklet sin årlige hurtigskakturnering Viking Cup, og i år var feltet i Mesterklassen stærkere end nogensinde før. En lang række sponsorater gjorde at der kunne udloves 7.000 kr. som 1. præmie i Mesterklassen, og den samlede præmiesum var på hele 28.000 kr.!

Frederikssunds borgmester Ole Find Jensen udfører Lars Bo Hansens 1. træk.
(Foto: Frederikssund Skakklub)

Favoritfeltet bestod af 4 stormestre og 3 internationale mestre. Lars Bo Hansen var topfavorit foran Jonny Hector og Stellan Brynell. Desuden kunne Karsten Rasmussen, Erling Mortensen, Steen Fedder og Carsten Høi også forventes at kæmpe med om 1. præmien.

Fra første runde hvor Lars Bo Hansen møder Peter Brondt Pedersen fra Brønshøj
(Foto: Frederikssund Skakklub)

Fra start til slut var Lars Bo Hansen i førersædet. Han satte sig ved bræt 1 i første runde, og der havde han fast plads i alle 7 runder! Med 6½/7 blev han en meget sikker vinder af Mesterklassen. Kun Karsten Rasmussen formåede at få en remis i næstsidste runde i et meget lige parti. Karsten besejrede Stellan Brynell i sidste runde og endte på 5½, hvilket var nok til 2. præmien. Carsten Høi endte også på 5½, men med dårligere korrektion.

Turneringens store overraskelse var Frederikssunds stærkeste spiller Thomas Johansson. Han nåede at spille mod 6 af de 8 højest ratede spillere, og nedlagde bl.a  Stellan Brynell, Karsten Rasmussen og Erling Mortensen! Et sidste runde nederlag til Carsten Høi betød dog at Thomas sluttede lige uden for top 3, men det blev dog til en ratingpræmie. De øvrige ratinggrupper i Mesterklassen blev vundet af Kenneth Varberg og Poul Henrik Madsen. I basisklasserne var det de lokale Kenneth Haagensen og Finn Larsen, der vandt hhv. 1. og 2. klasse, mens Miroslaw Kozielski fra Gladsaxe vandt 3. klasse.

I alt 86 skakspillere deltog i turneringen.

Resulater, billeder mm. kan ses på www.frederikssundskakklub.dk